debatdovneelever
Foto: Sara Gangsted/Ritzau Scanpix

DEBAT

1.G'er: Alt for mange følger ikke med i undervisningen

11. oktober 2019  |  Johan Posselt, 16 år, 1.g Odense

Derfor skal du læse med:

“Efter en lang dag i gymnasiet må jeg ofte cykle hjem udmattet af min lange seje kamp for at få lov til at lære noget.” Sådan skriver 1.g’er Johan Posselt, der er træt af, at hans “priviligerede medstuderende” bruger deres tid på Facebook og Messenger i timerne, og at niveauet derfor bliver lagt derefter. For spilder han så sin tid på tre år i gymnasiet?

Johan Posselt

Johan Posselt

Jeg er 16 år gammel og går i gymnasiet i Odense.

Jeg holder meget af langt de fleste fag. På gymnasiet har jeg valgt fysik og matematik på A-niveau, men jeg ser min fremtid indenfor de humanistiske fag, og læser gerne meget, når tiden og roen er til det.

Ved siden af gymnasiet spiller jeg strygeinstrumentet bratsch, og bruger således meget tid på at dyrke den klassiske musik.

Jeg er lige startet på gymnasiet. Og jeg skal hilse og sige, at noget er fuldstændigt galt! Det faglige niveau er alt for lavt, og en stor del af mine medstuderende er efter min mening slet ikke egnede til at gå på gymnasium.

Når jeg fra min plads bagerst i lokalet lader blikket glide over mine klassekammeraters computerskærme, kan jeg se, at mange af dem er på Facebook eller Messenger, sidder og spiller, eller kigger på mærketøj. Kort sagt er der alt, alt for mange, der ikke følger med i undervisningen. Det faglige niveau bliver derefter.

Som et eksempel herpå kan jeg fortælle, at jeg netop nu, i gymnasiet, er i gang med at lære om grundled, udsagnsled og genstandsled. Vi har også om omsagnsled til grundled, men da læren så det fortvivlede blik i mine medstuderendes øjne, beroligede hun dem med, at mange i 3. g heller ikke kunne finde ud af det. Skræmmende!

Lærerne har således tilsyneladende ikke de store forventninger til os; de studerendes indsats giver i øvrigt heller ikke anledning til andet.

Ingen forskel fra folkeskolen

Blandt en alt for stor andel af mine medstuderende finder jeg en uhyggelig grad af mangel på engagement og forkælet forvænthed: Gymnasiet er alt for hårdt, pensum er alt for svært, fraværsreglerne er alt for skrappe, dagene er alt for lange, og så er det hele simpelthen uretfærdigt.

Misforstå mig ikke: Der er ikke noget galt i at have svært ved genstandsled, eller have svært ved at klare den lange skoledag, men så er det måske fordi, gymnasiet ikke er det rigtige valg.

Fordi så mange går på gymnasiet, er niveauet uhyggeligt lavt. Indtil videre har jeg ikke kunnet mærke, at jeg har forladt folkeskolen.

For lavt niveau

Da jeg lige var startet, skulle jeg, ligesom alle andre nye elever, til en samtale med min studievejleder, så hun kunne høre, hvordan jeg havde det. Jeg fortalte hende, hvor meget jeg manglede faglige udfordringer, og at jeg var skuffet over de andre elevers manglende engagement. Hendes svar var ordret, at jeg nok skulle indstille mig på, at jeg først ville blive rigtigt udfordret på universitetet. Jeg skulle forvente, at det nok ville blive lidt kedeligt og nemt på gymnasiet.

Alle samfundets advarselslamper bør blinke ved en sådan udtalelse. Niveauet i undervisningen følger laveste fællesnævner; og den er alt for lav! Vi, der brænder for det faglige og har evnerne til at drive det til noget mere end omsagnsled til grundled, får ikke lov til at udfolde os, tværtimod holdes vi nede af en misforstået fællesskabspædagogik, som absolut ingen steder hører hjemme på en ungdomsuddannelse.

Parolen er: ”Vi skal have alle med.” Men gymnasiet lever slet ikke op til dette, når jeg skal sidde og kede mig røven ud af bukserne, eller når en af mine venner, der er 2 klassetrin foran i matematik, ikke får lov til at lave sin egen matematik, fordi læren mener, at det forstyrrer de andre elever (det er åbenbart meget værre end at være på Facebook). Min ven har for længst stiftet bekendtskab med relativt avanceret trigonometri, sinuskurver og differentialregning; nu skal han lære, hvordan man finder hældningskoefficienten for en lineær funktion. Efter en sådan time er han frustreret over at have spildt sin tid, han har hovedpine og er drænet for al energi. Vi har altså her at gøre med et system, der suger glæden ved læring ud af de dygtigste elever – fuldstændigt forrykt!

skal jeg spilde min tid ved at fortsætte?

Jeg vil så gerne lære, suge til mig, blive inspireret af store tanker; jeg vil så gerne gennem erkendelsen mærke hvordan verden åbner sig op og se alle de smukke sammenhænge, der findes. Jeg vil i dybden med livet!

Men efter en lang dag i gymnasiet må jeg ofte cykle hjem udmattet af min lange, seje kamp for at få lov til at lære noget. Og frustreret over, at have brugt halvdelen af endnu en dag på ingenting. Da hænder det, at mine tanker ledes hen på, hvor absurd det hele egentligt er: At en studerende som mig skal tilpasse sig en flok umodne næsten voksne mennesker, der ikke er i stand til at holde fokus på undervisningen i mere end to minutter ad gangen. De er sandsynligvis den meste privilegerede generation nogensinde i et af verdens mest (i hvert fald materielt set) velfungerende samfund, og i stedet for at udvise den mindste smule taknemmelighed, føle en form for etisk ansvarsfølelse sidder de dovent henslængt med mobilen foran dem. De skulle smides ud af gymnasiet, simpelthen fordi de ødelægger det for så mange af os andre!

Eller måske er det mig, der skal droppe ud? For så sent som i dag bekendtgjorde min studievejleder igen med en opgivende mine, at jeg nok først kunne blive fagligt matchet på universitetet. Hvorfor skal jeg så spilde tre år af mit liv på gymnasiet?

 

Ris, ros, spørgsmål eller gode idéer – alt er velkommen! Hvis du ønsker at skrive et debatindlæg til Spektrum eller bidrage med en anden form for indlæg til vores site, inklusiv video, kontakt os. Vi hjælper med at redigere indlægget eller videoproduktionen inden det publiceres online.

Læs vores privatlivspolitik inden, du accepterer den i kontaktformularen.