DEBAT

hvad rager det dig,
hvem din overbo har sex med?

27. november 2019  |  Emil Ipsen og Katrine Skov-Hansen, Alternativets Unge

Derfor skal du læse med:

Det er langt fra alle danskere, der synes godt om, at to personer af samme køn har sex med hinanden. Det viser den hidtil største undersøgelse af danskernes seksualitet. Det er et problem, mener Emil Ipsen og Katrine Skov-Hansen fra Alternativets Unge. Og hvad er så årsagen til problemet? At vi ikke lærer nok om forskellige kønsidentiteter i folkeskolen, for  seksualundervisningen er ikke brugbar, mener de. 

Emil Ipsen

Emil Ipsen

Politisk forperson i Alternativets Unge

Katrine Skov-Hansen

Katrine Skov-Hansen

Ligestillings- og mangfoldighedsordfører for Alternativets Unge

Det er ikke for virke krænket, men vi kan godt blive frustrerede, når Projekt Sexsus-undersøgelsen viser, at der er 1/5 af de danske mænd, som ikke finder det moralsk acceptabelt, at to mænd eller to kvinder har sex. For ja; vi er nået langt med at acceptere homoseksualitet, men denne undersøgelse viser desværre helt tydeligt, at vi stadig har meget lang vej endnu.

For helt ærligt – hvad rager det dig, hvem din overbo har sex med? Det burde være fuldstændig ligegyldigt for alle og enhver, hvem ens overbo har sex med, så længe man ikke er tvunget til at se på. Resultatet af undersøgelsen viser dog tydeligt, at mange danskere har et behov for at dømme andre og vurdere, om deres levevis er rigtig eller forkert. Det gør os både triste og frustrerede, for det viser desværre, at vi er langt fra det mangfoldige og åbensindede samfund, hvor alle – ligegyldigt køn og seksualitet – kan føle sig inkluderede og accepterede, som vi i Alternativets Unge indtil den her undersøgelse, nok tog lidt for meget som en selvfølge i Danmark.

Seksualundervisningen i folkeskolen er for dårlig

Det er helt åbenlyst for os, at noget må gøres. Men hvordan fikser man lige en masse menneskers menneskesyn? En mildt sagt stor opgave, som undersøgelsen dog netop giver os en del af svaret på. Ifølge undersøgelsen mener over halvdelen af befolkningen at seksualundervisningen i folkeskolen i ringe grad eller slet ikke har været brugbar. Da vi samtidig ved fra forskningen, at den største grund til fordomme er uvidenhed, kunne det være et passende sted at sætte ind. Vi tror løsningen findes i oplysningen om forskellige seksualiteter og køn – noget man passende kunne inkluderende i den nævnte seksualundervisning. Vi kan erstatte frygten for det anderledes med respekt, ved at hjælpe de nye generationer med at få et nyt og mere tolerant menneskesyn allerede i folkeskolen.

Læring om seksualiteter i indskolingen

Vi og mange af vores venner kan selv huske fra folkeskolen, hvordan der i seksualundervisningen næsten var et ensidigt fokus på at teste tamponer i vand og sætte kondomer på en flamingo-tissemand. Der var absolut ingen information om forskellige seksualiteter eller kønsidentitet. Den bedste måde at nedbryde disse fordomme, der stadig eksisterer om homoseksuelle, vil derfor være at tale højt om det, allerede i indskolingen, så vi ikke går rundt med en masse ubesvarede spørgsmål, der udvikler sig til fordomme og til sidst ender ud i diskrimination, mobning og hadforbrydelser. Det betyder, at lærerne skal uddannes bedre til at kunne tale om disse ting, og at det skal være et nationalt krav om, at kønsidentitet og seksualitet bliver en del skoleskemaet. Vi skal alle have lov til at være os selv, og det løser vi ved at lære noget mere om os selv og andre. Den læring starter i folkeskolen!

FAKTA: Seksualundervisning i skolen

Ris, ros, spørgsmål eller gode idéer – alt er velkommen! Hvis du ønsker at skrive et debatindlæg til Spektrum eller bidrage med en anden form for indlæg til vores site, inklusiv video, kontakt os. Vi hjælper med at redigere indlægget eller videoproduktionen inden det publiceres online.

Læs vores privatlivspolitik inden, du accepterer den i kontaktformularen.