Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

DEBAT

DF Ungdom svarer igen: Radikale Venstres mangel på løsninger skader integrationen

25. februar 2019  |  Chris Bjerknæs, Landsformand, Dansk Folkepartis Ungdom

Derfor skal du læse med:

Dansk Folkepartis politik skader integrationen, skrev Radikal Ungdom i et debatindlæg. Men det er i virkeligheden Radikale Venstres naivitet og mangel på at finde løsninger, der skader integrationen, skriver landsformanden fra DF Ungdom i et modsvar.

Chris Bjerknæs

Chris Bjerknæs

Jeg er 28 år gammel og landsformand for Dansk Folkepartis Ungdom og arbejder på Christiansborg.

Jeg elsker at blande mig i politik og samfundet, fordi det betyder noget, at vi unge bliver repræsenteret i debatten og er med til at præge vores hverdag nu og i fremtiden.

De radikale skader dansk integration – der er nemlig ingen løsninger fra RV’s side.

Magnus Sæbye og Lasse Jarbøl skriver her på Spektrum, at Dansk Folkeparti skader integrationen ved at kræve håndtryk, burka- og smykkelov, hvorefter de beretter, at det er Radikal Ungdom sammen med De Radikale, som har svarene på vores tids og vores generations største udfordringer med integrationen, men de glemmer bare at komme med de svar og konkrete løsninger, som de påstår at have.

Fakta er jo desværre, at det er De Radikales svar på, hvordan vi skal drive integrationspolitik, som netop er skyld i det store antal, vi har af dårligt integrerede ikke-vestlige indvandrere, som koster samfundet minimum 36 milliarder kroner hver evig eneste år. Et tal, som alt tyder på, kun vil stige i fremtiden – et så stort milliardbeløb er fuldstændig vanvittigt og der er er mange ting, vi kunne bruge de penge på i vores velfærdssamfund.

Det handler om andet end penge

For som de to herrer anerkender, så har vi stadigvæk større kulturelle kløfter og udfordringer med integrationen i Danmark. Når vi kan se, at der er en stigning i kriminaliteten blandt indvandrere, når vi kan se, at de sakker bagud i skolerne, og vi samtidig står i store udfordringer med at få indvandrere i arbejde, få dem til at indgå i sociale relationer i foreningslivet og stadigvæk slås med ghettodannelser. Så har vi større problemer, end at vi bruger alt for store mængder af skatteborgernes penge på indvandring og en fejlslagen integration.

Vi skal ikke være bange for at stille krav

Integrationen af de indvandrere, som vi har i landet, har fejlet, vi har været alt for blødsødne og har en alt for laissez-faire måde at se udfordringen på. For hvis bare vi åbnede vores arme, stillede en bolig til rådighed, en overførselsindkomst og gav dem mulighed for at lære dansk, så ville de blive aktive medborgere. Men intet har været mere forkert. Derfor skal vi være bedre og stærkere til at stille krav i fremtiden. Vi skal stille større krav til, at de kommer ud på arbejdsmarkedet eller er uddannelsesparate, at de blive aktive deltager i foreningslivet, at de får lært dansk og får en større forståelse for vores kultur, sædvaner og traditioner. Hvorfor vi har det syn på ligestillingen mellem kønnene, at demokratiet er vigtigt i vores land, som ligger langt fra deres eget ophav. De krav skal vi stille, for det er op til den enkle at sikre, at de bliver en aktiv medborger i det danske samfund. Vi skal sikre os, at der er de rette rammer til at udfylde de krav, eksempelvis ved at lave en ny boligpolitik, så man ikke skal bo side om side med folk i sin egen situation i et større socialt boligbyggeri som i dag. Vi skal sikre en større adspredelse af borgerne med anden etisk herkomst i vores uddannelsessystem. Samt at vi støtter og hjælper de mennesker, der vil det danske samfund – langt mere, end vi gør i dag.

Kom med jeres løsninger

Så nej Magnus og Lasse, det er ikke Dansk Folkeparti, der er skyld i de integrationsudfordringer, vi har i Danmark, det er jeres parti, der har været for naive i tilgangen til tilstrømningen og ikke mindst løsningerne. Jeg kommer her med eksempler på, hvad der virker, og hvad der ikke virker. I kan overveje at gøre det samme, hvis I mener, at I ligger inde med de gyldne løsninger, for jeg har ikke set dem endnu.

Ris, ros, spørgsmål eller gode idéer – alt er velkommen! Hvis du ønsker at skrive et debatindlæg til Spektrum eller bidrage med en anden form for indlæg til vores site, inklusiv video, kontakt os. Vi hjælper med at redigere indlægget eller videoproduktionen inden det publiceres online.

Læs vores privatlivspolitik inden, du accepterer den i kontaktformularen.