Foto: Jeff Chiu/AP/Ritzau Scanpix

DEBAT

Black friday er helt sort

21. november 2018  |  Emil Ipsen, 22 år gammel og talsperson for Alternativets Unge

Derfor skal du læse med:

Det er på tide, at vi gør oprør mod den forbrugskultur, butikkerne har givet os. Med en grøn fredag gør vi noget godt for vores egen pengepung og faktisk også for klimaet, skriver Emil Ipsen fra Alternativets Unge i dette debatindlæg.

Emil Ipsen

Emil Ipsen

Jeg er 22 år gammel. Læser samfundsfag på tredje semester, og til dagligt arbejder jeg som kampagnekoordinator for Alternativet.

Når jeg skriver debatindlæg, er det dog som talsperson for Alternativets Unge.

Jeg debatterer helst visionært og løsningsorienteret om virkelighedens problemer.

Jeg tror grundlæggende og arbejder politisk udfra en præmis om, at det er på tide at give Jorden en chance.

Fredag den 23. november er det igen tid til Black Friday – et amerikansk fænomen, der de senere år har vundet et stadigt større indpas hos rabatsøgende danskere.

Sandheden er dog, at Black Friday langtfra er den lykkelige historie om store rabatter og en mulighed for, at vi alle har råd til dyre mærkevarer, som mange undskylder overforbruget med.

Butikkerne kan ikke engang selv styre det.

Det oplevede jeg selv for et par år siden, da jeg på dagen for Black Friday var taget ind til byen for at købe mig selv en ny trøje.

Jeg fandt en lækker trøje, der kostede 500 kroner, hvilket jeg måtte erkende var en knivspids for meget på et stramt SU-budget.

Ovre i vinduet kunne jeg dog se, at der om aftenen skulle være 30 procent på grund af Black Friday. Jeg gik derfor lidt kækt op til kassen for at høre, om jeg ikke kunne få lov til at spare de 30 procent nu, så jeg ikke behøvede at tage hele vejen ind til byen igen om aftenen, og derved ville de jo også have en person færre at betjene om aftenen.

En ”win/win-situation” om man vil. Det kunne der dog på ingen måde være tale om.

Underligt. Hvorfor kunne butikken ikke se min gode løsning? Forundret over den dårlige service lagde jeg derfor trøjen på hylden igen for at vende tilbage om aftenen.

Black Friday er mest af alt udtryk for overforbrug

Ærligt er Black Friday nok mest af alt et udtryk for overforbrug.

Især på et tidspunkt hvor vi i verden lige nu forbruger globalt, hvad der svarer til næsten to jordkloder af ressourcer om året.

Black Friday giver dog også en mulighed for at købe noget nyt, man ellers ikke har råd til i det daglige, hvilket jo er meget lækkert.

Eller det troede jeg i hvert fald.

For jeg blev overrasket over den svindel og humbug, butikkerne laver – en overraskelse, som har ført til min foragt over for mit ellers positive syn på konceptet Black Friday.

For da jeg kom tilbage til butikken om aftenen, var alle priserne skiftet ud på tøjet. Ikke noget, den almindelig Black Friday-kunde ville opdage. Men jeg havde jo været inde og kigge på en trøje et par timer tidligere, så jeg kunne med det samme se, at den var gal, da jeg stod med trøjen i hånden igen.

Trøjen til 500 kroner stod nu til at koste 700 kroner. Det betød en udsalgspris på 490 kroner. Hvilket er en besparelse på kun 2 procent?! Forrykt!

Black Friday slog rekord i Danmark sidste år

  • Black Friday er dagen efter Thanksgiving, som altid er den fjerde torsdag i november.

  • Idéen er opstået i USA.

  • Formålet er at sætte gang i julehandlen med en masse tilbud.

  • De senere år er danske butikker også begyndt at gøre det samme.

  • Dagen er blevet en stor handelssucces her i landet. Black Friday i 2017 blev den største enkeltstående handelsdag i Danmark nogensinde. Der blev brugt over 2 milliarder kroner den dag.

Kilde: Nets og Wikipedia

Butikkerne udnytter black friday

Kan butikkerne virkelig godt tillade sig det?

Lovgivningsmæssigt er det et “nej”, da der er det tale om ulovlig vildledning.

Svaret for butikker er dog “ja”, for mange butikker udnytter faktisk Black Friday til at gøre netop det.

Det har blandt andet betydet, at butikker som Jysk og Bauhaus sidste år fik indskærpet reglerne af forbrugerombudsmanden, da de tidligere havde fusket med det.

Problemet er dog ikke løst, og indskærpelserne kommer desværre hvert eneste år, uden at det bliver bedre af den grund.

Vi tror, at vi sparer penge og får bedre samvittighed ved at bruge tusindvis af kroner, alt imens butiksejerne må have julelys i øjnene.

Det er ikke i orden.

Det er på tide, at vi forbrugere tager skeen i den anden hånd og faktisk finder en mere holdbar og bæredygtig løsning.

En Grøn fredag i stedet for en sort fredag

Der er i år kommet et alternativ. En grøn fredag i stedet for en sort fredag.

I flere af de større danske byer er der på dagen for Black Friday arrangeret byttemarkeder. Her kan du give ting (tøj, legetøj, biografbilletter, køkkenudstyr – you name it), finde nyt, snakke med andre fra din by, møde nye mennesker og blive inspireret til at forbruge på en anden måde.

Det er et format, hvor alle kan være med uanset størrelsen af ens pengepung.

Hvad der er endnu vigtigere er, at her er ingen onde butiksejere ude på at snyde en.

Personligt vil jeg forsøge mig med sådan et marked i år. Og jeg håber ikke at være den eneste. For det er på tide, at vi gør oprør mod den forbrugskultur, butikkerne har givet os.

Med en grøn fredag gør vi noget godt for vores egen pengepung og faktisk også for klimaet, da dagen ikke skaber mere nyproduktion, men genbruger det gamle, der ellers ville være smidt ud.

Grøn fredag i stedet for en sort fredag er et lille skridt på vejen væk fra en ond forbrugskultur og klimakrisen. Men vi må begynde et sted!

Ris, ros, spørgsmål eller gode idéer – alt er velkommen! Hvis du ønsker at skrive et debatindlæg til Spektrum eller bidrage med en anden form for indlæg til vores site, inklusiv video, kontakt os. Vi hjælper med at redigere indlægget eller videoproduktionen inden det publiceres online.

Læs vores privatlivspolitik inden, du accepterer den i kontaktformularen.