DEBAT

"Bøsserøven" her har faktisk et navn!

Rundt billede_lgbt_Artboard 1
Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

28. november 2018  |  Peter Høj, talsperson for LGBT+ Ungdom, og Peder Holk Svendsen, forperson for LGBT Danmark

Derfor skal du læse med:

Unge LGBT+ personer forsøger fire gange så ofte selvmord. De føler sig oftere ensomme, og de bliver hyppigere udsat for diskrimination og trusler. Der er brug for mere rummelighed på vores uddannelsesinstitutioner for at vende udviklingen, mener debattørerne bag dette debatindlæg.

Peter Høj

Peter Høj

Jeg er 24 år gammel og talsperson i LGBT+ Ungdom, hvor jeg sammen med en masse seje frivillige og aktivister arbejder for at nedbryde de normer og fordomme, som ekskluderer og begrænser unge lgbt+ personer.

Mit pronomen er han, og jeg identificerer mig som værende en homoseksuel mand. Til daglig læser jeg min kandidat i International Business på CBS samt arbejder for Abacus Medicine, men bruger majoriteten af min tid på frivillige engagementer.

Udover mit arbejde i LGBT+ Ungdom er jeg også medlem af landsledelsen i LGBT Danmark, samt involveret i Nordic Study Abroad Community.

Har du nogensinde kaldt nogen for “bøsserøv”? Fordi han “løb som en svans”? Eller måske “kastede som en pige”? Eller bare fordi I var uvenner?

Ingen af os vågnede en morgen, og besluttede os for at forelske os i mænd. Sådan er det bare.

Men tænk sig, at vores seksualiteter kan virke så skræmmende, at nogen er nødt til at bruge dem som skældsord.

Mange unge LGBT+ personer oplever, at deres seksualitet eller kønsidentitet bliver en udfordring i deres skoletid.

Måske bliver de ligefrem mobbet med, at de bryder normen for, hvordan en “rigtig pige” og en “rigtig dreng” er.

Eller måske oplever de, at det eneste, de er kendt som, er ”bøsserøven”.

Som heteroseksuel er din seksualitet ikke alt, du er – og det samme gælder for LGBT+ personer.

i seng med hele omklædningsrummet

Vi har i sandhed en udfordring med billedet af “det mandige”, “at være dreng nok” eller “en rigtig dreng”, når bløde egenskaber eller brud med kønsnormen som dreng bliver set som svaghedstegn.

Heri er også en udfordring i forståelsen af, hvad LGBT+ betyder, når vi oplever akavede situationer i omklædningsrummet efter sport, fordi nogle heteroseksuelle tror, at vi bøsser vil i seng med hele holdet.

Snæversynede personer findes desværre i høj grad i vores samfund.

I bruddet med den gængse forståelse for, hvordan vi bør gøre og være vores køn, møder vi ofte skæve blikke eller ubehagelige kommentarer, når vi bruger det omklædningsrum eller toilet som det køn, vi identificerer os som.

Bedre undervisning i seksualitet

Der er brug for et uddannelsessystem, der går forrest i at skabe en nuanceret forståelse af køn og seksualitet.

Det gælder ikke mindst i seksualundervisningen. For alle unge har ret til undervisning og oplysning.

Det er den bedste måde at forebygge fordomme og stereotype opfattelser i første omgang og et vigtigt skridt imod at sikre færre LGBT+ unge med depression, angst og selvmordstanker.

sig fra over for chikane

LGBT+ personer skal vokse op i et mere trygt og inkluderende samfund, hvor bruddet med normer for køn og seksualitet ikke ses ned på eller bruges til at mobbe, chikanere eller diskriminere.

Det er ikke okay at fortælle andre, at de er forkerte, bare fordi de for eksempel tiltrækkes af personer af samme køn eller flere køn, eller bryder med din forståelse for, hvordan man bør være og gøre sit køn.

Vi er alle sammen mennesker først og fremmest. Og at du er cool med LGBT+ personer for deres køn og seksualitet tager ikke noget fra dig eller dit liv.

Det tager til gengæld meget fra en LGBT+ person, hvis du taler nedladende eller fobisk om, hvordan den person lever og er.

Lad os stå sammen om ikke at tale nedladende til hinanden og huske at sige fra, hvis vi oplever andre gøre det.

LGBT-personer har oftere selvmordstanker

  • Antallet af LGBT-personer, der har haft selvmordstanker inden for de seneste 12 måneder, er dobbelt så stort som heteroseksuelle.

  • Det viser en undersøgelse lavet for LGBT Danmark.

    Læs mere HER

Ris, ros, spørgsmål eller gode idéer – alt er velkommen! Hvis du ønsker at skrive et debatindlæg til Spektrum eller bidrage med en anden form for indlæg til vores site, inklusiv video, kontakt os. Vi hjælper med at redigere indlægget eller videoproduktionen inden det publiceres online.

Læs vores privatlivspolitik inden, du accepterer den i kontaktformularen.