DEBAT

Danskerne har ikke noget valg mellem Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen

MetteLarsRundt_Artboard 1
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

11.  januar 2019  |  Line Brixen, 16 år gammel og medlem af Radikal Ungdom

Derfor skal du læse med:

2019 er året, hvor Danmark skal finde en ny statsminister. Valget står reelt mellem Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet og Lars Løkke Rasmussen fra Venstre. Men forskellen på de to partier er minimal, mener 16-årige Line Brixen.

Line Brixen

Line Brixen

Jeg er knap 17 år. Jeg studerer samfundsfag og engelsk på Gefion. Jeg interesserer mig for politik og nyheder samt så mange andre ting.

Jeg er medlem af Radikal ungdom, hvor jeg bruger mine fleste torsdage på politiske møder.

Når jeg ikke bruger min fritid på at diskutere politik, kan jeg godt lide at skrive, fotografere og gå i byen.

Året er endelig 2019. Og for de politisk engagerede bliver året særligt spændende, for nu er tiden kommet til, at der skal udskrives folketingsvalg.  

Til det kommende valg kan danskerne reelt vælge mellem konkurrenterne ”børnenes statsminister” Mette Fredriksen, der er formand for Socialdemokratiet, og Lars Løkke Rasmussen, der er formand for Venstre og vores nuværende statsminister, som kandidater til statsministerposten.

Men bliver det overhovedet et valg, når kontrasten mellem de to konkurrerende partier ikke er til stede? 

Som alle, der har fulgt med i de politiske nyheder, ved, har venstreorienterede Socialdemokratiet taget den beslutning, at de vil konkurrere med Dansk Folkeparti om de højreorienterede vælgere. Dansk Folkeparti har de seneste 20 år samarbejdet med Venstre.  

Men er det en god idé, at socialdemokraterne efterligner deres modstanders politik? Har socialdemokraterne solgt ud af deres værdier for at få vælgere?

Socialdemokratiet kunne lige så godt have stemt ja til Lindholm

I sin kongrestale i 2018 lovede Mette Frederiksen, at hun vil opbygge tillid især inden for to områder: Social retfærdighed og udlændingepolitik. 

Vi skal behandle mennesker ordentligt, når de er i Danmark. Og vi vil holde fast i, at det kan og skal lykkes.

Min tro på det hænger sammen med de mange flygtninge og indvandrere, jeg kender. Alle dem, som vil Danmark. Som gør sig umage. Som tit har de hårdeste job,” sagde hun. 

Men Socialdemokratiet stemte blankt, da det kom til beslutningen om at gøre øen Lindholm til et isoleret fængsel for udlændinge. Eller som Dansk Folkeparti valgte at kalde det: Et udrejsecenter. 

At stemme blankt er bestemt ikke et ja, men man gør ikke noget for at forhindre situationen, og derfor kunne de lige så godt havde stemt ja sammen med Lars Løkke Rasmussens regering og DF. 

Udviste kriminelle skal bo midlertidigt på Lindholm​

  • I slutningen af 2018 blev regeringen og DF enige om, at der skal oprettes et udrejsecenter på den danske ø Lindholm.

  • Det er udviste kriminelle udlændinge og udlændinge på tålt ophold, som skal bo på øen.

  • Lindholm er en dansk ø, som ligger i Stege bugt.
    Kilde: DR Nyheder

Kriminelle udlændinge er også mennesker​

Efter min radikale mening er Lindholm et brud på menneskerettighederne. 

Og her er mit spørgsmål til Socialdemokratiet: Er det at sætte mennesker ud på en isoleret ø med en færge, der næsten aldrig går at behandle mennesker ordentligt, når de er i Danmark? Selvom det er kriminelle udlændinge, er de også mennesker.

Dette er et eksemplarisk eksempel på Socialdemokratiets frygt for at miste deres højreorienterede støtter og fokusere mere på at få dem tilbage, end at stå fast og være tro mod sin ideologi.  

Handlinger som denne gør, at forskellene mellem de to politiske statsministerkandidater, Lars Løkke Rasmussen, som får støtte fra DF, og Mette Frederiksen, der også gerne vil samarbejde med partiet, bliver mindre og mindre. 

Derfor er der ikke nogen reel forskel på de to store partier, der kæmper om statsministermagten.

Ris, ros, spørgsmål eller gode idéer – alt er velkommen! Hvis du ønsker at skrive et debatindlæg til Spektrum eller bidrage med en anden form for indlæg til vores site, inklusiv video, kontakt os. Vi hjælper med at redigere indlægget eller videoproduktionen inden det publiceres online.

Læs vores privatlivspolitik inden, du accepterer den i kontaktformularen.