Foto: Colourbox

DEBAT

Jeg er bange for, at jeg er ved at blive privatbilist

29. marts 2019  |  Valdemar Klinken, 18 år, Radikal Ungdom

Derfor skal du læse med:

Hvis regeringen og Dansk Folkeparti får gennemført deres nye milliardplan for infrastrukturen, kommer vi et skridt nærmere at få en ny generation privatbilister, skriver 18-årige Valdemar.

Valdemar Klinken

Valdemar Klinken

Jeg er 18 år, går i gymnasiet og er medlem af Radikal Ungdom.

Jeg er interesseret i de stor linjer i dansk politik og vores fælles demokratis fremtid.

“Mit navn er Valdemar, og jeg er bange for, at jeg er ved at blive privatbilist.”

Sådan kunne min bekendelsesroman, med regeringens nye infrastrukturplan som skurken, begynde.

Man kunne også starte med at kigge på baggrunden for bilismen, for den må jo næsten være genetisk betinget: Mine forældre er også privatbilister.

Og ja, selv mine bedsteforældre har bekendt sig til privatbilismen det meste af deres liv – udover en kort tid hvor min farmor og farfar vist nok fragtede sig ved hjælp af en motorcykel med sidevogn.

Jeg ville gerne nå de 30 uden kørekort

At jeg er ved at ende som privatbilist kan derfor ikke komme som nogen stor overraskelse.

Alligevel havde jeg næret et håb om, at jeg kunne nå til de 30 år uden det kørekort, der medvirker til at udpine vores planet.

Et spinkelt håb. Og et håb, der fik dødsstødet med regeringens uambitiøse asfalt-udrullende infrastrukturplan, hvor jeg i stedet for et klap på skulderen kunne få endnu en motorvej i baghaven.

  • Regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om en ny aftale for infrastrukturen i Danmark.

  • Der skal bruges flere end 110 milliarder kroner fra 2021 til 2030 på blandt andet nye motorveje og en ny togrute.

  • Cirka 70 milliarder kroner i alt skal bruges på jernbanen.

  • Aftalen afhænger dog af, at partierne bag den får et flertal på den anden side af et folketingsvalg.

          Kilde: Transportministeriet.

Modvilje mod kørekort er næsten et tilfælde

Min modvilje mod kørekort er vist nærmest et tilfælde.

For med en opvækst i det jyske var busser og tog kun noget, man brugte, når det var tid til en skoleudflugt.

Men efter at jeg er flyttet til Køge og startet på gymnasiet i København, er S-togene blevet et naturligt habitat for mig – og selv de bumlende busser er jeg kommet til at se i et mere rosenrødt skær.

Vejen til grønnere transport går gennem busser og tog

Det skyldes sådan set ikke, at det gør klimakabalen nemmere at lægge, men blot at busserne og S-togene kan få min hverdag til at hænge lidt bedre sammen.

Det fantastiske system med ungdomskortet, den stabile rejsetid og roen i morgentogene har faktisk overbevist mig om, at vejen til en grønnere transportsektor går gennem den kollektive transport.

Vi skal handle nu, hvis vi ikke vil have en ny generation privatbilister

Desværre virker det til, at ministerbilerne endnu ikke har fået nok af at holde i kø.

Jeg kan kun fortvivles, når de store problemer med parkeringspladser ved stationerne, destinations-rigiditet og billetpriser ikke adresseres med andre løsninger end mere asfalt.

Så for at være sikker, begynder jeg på køreskolen, når jeg får huen på.

Forhåbentlig skal kortet kun bruges som ID. Men jeg kunne frygte, at det blev endnu en byrde i en allerede uløselig klimakabale.

Derfor skal vi handle nu – med grønt mod og vilje til at omfavne fremtiden – hvis ikke vi vil have en ny generation privatbilister.

Ris, ros, spørgsmål eller gode idéer – alt er velkommen! Hvis du ønsker at skrive et debatindlæg til Spektrum eller bidrage med en anden form for indlæg til vores site, inklusiv video, kontakt os. Vi hjælper med at redigere indlægget eller videoproduktionen inden det publiceres online.

Læs vores privatlivspolitik inden, du accepterer den i kontaktformularen.