
20. april 2020 | Line Brændgaard Christensen, kultur- og ligestillingsordfører i Liberal Alliances Ungdom
Derfor skal du læse med:
Line Brændgaard Christensen mener ikke, det er sund fornuft at give millioner kroner til kulturen, uden man først har spurgt, om de har brug for dem. Pengene til kultur kunne i stedet have gjort en kæmpe forskel på kernevelfærd som sygehuse og skattelettelser.
Jeg er 21 år og har lige nu sabbatår.
Siden 2019 har jeg været ligestillings- og kulturordfører for Liberal Alliances Ungdom.
I min fritid er jeg glad for bøger, fester, debatter og Benal.
I Danmark har vi en tradition og en kultur for et stort foreningsliv. Uanset hvad du interesserer dig for, kan du næsten være sikker på at finde en forening og et fællesskab, hvor du kan lave lige præcis det, du interesserer dig for sammen med andre.
Som ungdomspolitisk aktiv i mange år har jeg på eget hånd mærket, hvor vigtigt og givende det er at være en del sådan et fællesskab. Selv er jeg dårlig til omtrent alle former for sport og håndarbejde, så i stedet for at starte til fodbold, keramik eller spejder, kan man sige, at jeg startede “til politik”, da jeg nervøst tog hen til den lokale afdeling for Liberal Alliances Ungdom som 16-årig.
At blive aktiv i en forening er én af de bedste beslutninger, jeg nogensinde har truffet! Her fandt jeg mig meget hurtigt til rette, og jeg blev ikke blot klogere på politik; jeg har fundet nye venner, jeg er blevet inviteret til en masse interessante arrangementer, og jeg har prøvet kræfter som frivillig lokalformand. Det er alt sammen noget, som har gjort mig mere moden og virkelig vist, hvor meget det gør for både mig selv, min by og hele samfundet, at vi har skabt en kultur, hvor der er så stor opbakning til mange forskellige foreninger.
Kilde: Line Brændgaard Christensen
Det er selvfølgelig ikke gratis at køre en forening. Det er forskelligt fra forening til forening, hvilke udgifter der skal betales, men der vil altid være nogle faste udgifter. Derfor stemte alle partier udover Liberal Alliance og Nye Borgerlige ja til et forslag om at give 50 millioner kroner (med det samme) til idræts- og spejderforeninger. Det eneste, som man ikke tjekkede, var, om de egentlig har brug for pengene.
Valgte man at spørge foreningerne, om de manglede penge? Nej. Valgte man at spørge, om kommunerne ville støtte foreningerne, hvis kommunen alligevel havde pengene? Nej. Valgte man at lave nogle basale kriterier for at få del i pengene? Også nej.
50 millioner kroner er ikke småpenge. Med en mor, der arbejder i sundhedssektoren, ved jeg, hvor meget der i disse tider skal spares på netop deres område, mens at hun og alle hendes kollegaer stadig skal løbe hurtigere og hurtigere. For dem ville 50 millioner kroner have gjort en kæmpe forskel; de kunne have fået nye kollegaer eller bedre IT-systemer, så de bedre kunne udføre deres arbejde. Det er alt sammen noget, der kunne have gjort en kæmpe forskel i vores alle sammens sygehusvæsen, der er kernevelfærd.
Både børn, unge og voksne skal efter coronakrisen kunne komme tilbage til fællesskabet i netop deres forening. Det er noget rigtig mange går og savner nu, når man sidder derhjemme alene og triller tommelfingre.
Men selvom vi har en krise, skal vi eller vores politikere ikke miste den sunde fornuft. Og det er ikke sund fornuft at sløse med vores alle sammens skattekroner. Lad os få mindre panik og mere pengemæssig fornuft ind i Folketinget, så der er penge til både vores alle sammens kultur og kernevelfærd – også efter coronatiden.
… Og politikerne forhandler stadigvæk om mere hjælp til kulturen.
Se en oversigt over hjælpepakkerne på Kulturministeriets hjemmeside.
En coronavirus, der gør os syge med COVID-19, har spredt sig verden rundt. 11. marts lukkede statsminister Mette FrederiksenDanmarks statsminister og siden 2001 medlem af Folketinget for Socialdemokratiet, som hun også er formand for. Hun har i tidligere regering under Helle Thorning-Schmidt i 2011-2014 været beskæftigelses- og senere justitsminister. derfor Danmark ned for at stoppe virussen fra at sprede sig så hurtigt.
Det betød, at alle restauranter, biografer, sportshaller, fitnesscentre, muséer, storcentre og meget mere blev tvunget til at lukke – og dermed kunne de ikke tjene penge.
Kilder: ssi.dk, regeringen.dk.
Ris, ros, spørgsmål eller gode idéer – alt er velkommen! Hvis du ønsker at skrive et debatindlæg til Spektrum eller bidrage med en anden form for indlæg til vores site, inklusiv video, kontakt os. Vi hjælper med at redigere indlægget eller videoproduktionen inden det publiceres online.
Læs vores privatlivspolitik inden, du accepterer den i kontaktformularen.