EU-VALG

DF UNGDOM: Vi skal ud af eu

10. maj 2019  |  Tobias Weische, 21 år, organisatorisk landsnæstformand i Dansk Folkepartis Ungdom

Derfor skal du læse med:

Hvis EU ikke giver magten tilbage til medlemslandene på udlændingeområdet, omkring forsvarspolitikken, socialpolitikken og finanspolitikken, vil EU være et dødsdømt projekt. Det mener Tobias Weische fra Dansk Folkepartis Ungdom. 

Tobias Weische

Tobias Weische

Organisatorisk landsnæstformand i Dansk Folkepartis Ungdom (DFU).

Stiller op for Dansk Folkeparti til europaparlamentsvalget.

Læser historie på Syddansk Universitet.

EU har fejlet.

Det er en tragedie, at vi i Europa har frataget de europæiske befolkninger deres indflydelse og demokratiet i de enkelte lande deres funktion og sendt magten til Bruxelles.

Europa fortjener og ønsker ikke det føderalistiske og nationsskadelige projekt. Landene i Europa skal stå sammen om at løse fælles udfordringer sammen, men uden at give en institution som EU magt til at bestemme over landene.

EU har ikke leveret svarene på vor tids største udfordringer. Hvad har EU egentlig løst i de seneste år? 

Da flygtningekrisen var på sit højeste i 2015, stod EU handlingslammet og ydmyget tilbage. EU gjorde ingenting for at stoppe den enorme tilstrømning til Europa. Det var selvstændige lande, der tog de hårde beslutninger og indførte den grænsekontrol, som bremsede flygtningekrisen.

magten tilbage til medlemslandene

Den vigtigste opgave for EU i den kommende periode er at få styr på de ydre grænser, så vi ikke oplever samme tragedie som i 2015.

Det er uholdbart, at landene ikke har ret til at forsvare deres egne grænser, samtidig med at EU svigter i forhold til at forsvare de ydre grænser.

Vi vil tage magten tilbage fra Bruxelles. Vi skal følge briterne ud af EU og kæmpe for et andet EU.

Jeg tror på et europæisk samarbejde, der bygger på de enkelte lande, frihed og frihandel. Det sker, når EU ikke længere eksisterer, som vi kender det.

EU skal være mindre

Om ti år håber jeg på et europæisk samarbejde, der er gået tilbage til kun at koncentrere sig om frihandel, økonomisk samarbejde og at håndtere internationale udfordringer som klima og grænseoverskridende kriminalitet.

EU skal give plads til, at medlemslandene kan træffe beslutningerne. EU skal ikke diktere udlændingepolitikken, forsvarspolitikken, socialpolitikken eller finanspolitikken.

EU skal være mindre og mere effektivt og respektere nationalstaten, dens værdier og suverænitet.

Hvis det sker, kan EU overleve.

Ellers er projektet dødsdømt.

  • Hvert femte år er der valg til Europa-Parlamentet. Denne gang er det fra 23.-26. maj 2019 – men i Danmark kan vi kun stemme søndag 26. maj.

  • Denne gang skal 751 pladser besættes i Parlamentet. Medmindre Storbritannien forlader EU inden. 13 af dem går til danske politikere. Igen – medmindre Storbritannien forlader EU inden. Så skal der vælges 14 danskere ind i Parlamentet.

  • I Danmark kan man stemme, hvis man er fyldt 18 år og er statsborger i et EU-land.

              Kilde: Folketingets EU-oplysning.

Ris, ros, spørgsmål eller gode idéer – alt er velkommen! Hvis du ønsker at skrive et debatindlæg til Spektrum eller bidrage med en anden form for indlæg til vores site, inklusiv video, kontakt os. Vi hjælper med at redigere indlægget eller videoproduktionen inden det publiceres online.

Læs vores privatlivspolitik inden, du accepterer den i kontaktformularen.