DEBAT

Giv børn ret til det cpr-nummer, der passer til dem

6. august 2019  |  Charlie Hanghøi, 19 år

Derfor skal du læse med:

Børn under 18 år skal kunne få et nyt CPR-nummer, hvis de ikke identificerer sig med det køn, de er født. Det mener 19-årige Charlie Hanghøj, der selv i 2018 fik et juridisk kønsskifte og i dag har et mandligt CPR-nummer i stedet for det kvindelige, han er født med. I dag tillader dansk lov først juridisk kønsskifte, når man fylder 18. Men der skal slet ikke være en aldersgrænse, mener Charlie Hanghøj.

Charlie Hanghøj

Charlie Hanghøj

Jeg er 19 år gammel, og til dagligt går jeg i 3.g på Sankt Annæ Gymnasium. Derudover arbejder jeg i Copenhagen 2021 som studentermedhjælp og anser mig selv som aktivist for LGBTQIA+ miljøet, mere specifikt transmiljøet.

Mine pronominer er han/ham, og jeg identificerer mig som transmand. Jeg fik juridisk kønsskifte i december 2018. Jeg er bosat i København og er stor kaffeentusiast. Og så omgås jeg transpersoner – både unge og børn, til dagligt.

Selvfølgelig skal børn og unge under 18 år tilbydes juridisk kønsskifte. Faktisk skal der slet ikke være en aldersgrænse.

Når vi taler om juridisk kønsskifte, omhandler det udelukkende ændring af CPR-nummer og hermed det køn, man er i CPR-systemet. Meget enkelt er vores CPR-system bygget op således, at et ulige ciffer i det sidste nummer af CPR-nummeret betyder, man er mand, og det lige betyder, at du er kvinde. Dette i sig selv, syntes jeg, er en smule åndssvagt, og jeg så da helst, at vi havde opbygget et CPR-system, hvor der intet køn var knyttet til dit personnummer – jeg er af den kontroversielle overbevisning, at der findes mere end to køn.

Jeg siger ”kontroversielle” imod min egen vilje. For jeg fik juridisk kønsskifte i 2018, og til daglig lever jeg et helt normalt liv sammen med alle andre danskere. Jeg går i gymnasiet, tager metroen og drikker for dyr kaffe på cafeer. Jeg tager i byen, jeg soler mig på Islands Brygge og nyder at cykle rundt i Kongens København. Et helt normalt liv – selvom jeg hverken er det ene eller det andet køn.

jeg er en ManD, der er født uden penis

Jeg vil ikke betegne mig selv som det mandlige CPR-nummer, jeg har nu. For jeg er ikke en rigtig mand – og det siger jeg med den største ære. Jeg er ikke født med en penis, jeg fik ikke skægvækst i puberteten, og jeg har ikke et naturligt fladt bryst. Jeg har en livserfaring, de færreste 19-årige har med i bagagen. Jeg er født som kvinde men lever som mand og er en mand. Jeg er min søsters bror, mine venners kammerat og synger tenor. Og det er helt og aldeles udmærket, selvom jeg ved, at jeg aldrig bliver en cis-kønnet mand, som mit CPR-nummer antyder, jeg er.

FAKTA: lov om Transkønnede

  • I Danmarks har man siden 2014 lovligt kunne skifte CPR-nummer, hvis man er over 18 år. 
  • I Norge har man tilladt børn ned til seks år at skifte køn ren juridisk – altså at få et nyt CPR-nummer.
  • Flere politikere fra blandt andet Enhedslisten, De Radikale, Socialdemokratiet og Venstre har foreslået at ændrealdersgrænsen i Danmark. Dog ikke til seks år.

 

problemet er Mangel på viden om kønsidentitet

Det bringer selvfølgelig problemer – omklædning er utrygt, toiletbesøg er et problem og hver gang jeg skal på hospitalet, skal jeg oplyse om min anderledes biologi. Når jeg skal have taget en blodprøve, bliver mit køn en problematik, som den akutelle læge eller sygeplejerske skal tage stilling til. Jeg skal være ekspert i min egen situation og kunne svare på de sundhedsfaglige spørgsmål, de har, for ofte har de ingen erfaring med en person som mig.

Og før jeg fik skiftet CPR-nummer til et mandligt CPR-nummer, var et møde med sundhedsvæsnet, min bank eller andre steder, man skal bruge sit CPR-nummer, et mareridt. Bare det at forlade landet var stort set umuligt, og jeg skulle altid lægge to timer ekstra til min rejsetid til ekstra check og kropsvisitation. Jeg blev anklaget for identitetstyveri, eller spurgt om jeg havde taget min søsters eller partners CPR-nummer. Og nej, det har selvfølgelig aldrig været tilfældet.

Som I nok har forstået nu, er det hverken smertefrit at have det ene eller andet CPR-nummer. Men alligevel er det nemmere at forklare sit personnummer, end det er at forsvare det. Jeg er altså glad for mit nye CPR-nummer, da det får mig gennem systemet på en meget mere smertefri måde, selvom forklaring mange gange kræves.

Når debatten nu har omhandlet børn og unge under 18, møder vi forskellige problemstillinger, som mange gange slet ikke er akutelle. Folk ytrer sig om deres bekymringer for, om børnene nu er sikre på skiftet, om forældrene tvinger dem, om børn overhovedet kan bestemme deres eget køn, og om hvordan dette forslag er helt på månen. Det, jeg syntes er helt på månen, er, at den gennemsnitlige dansker fra den ene dag til den anden har så kraftige holdninger til transkønnedes børns CPR-nummer. Jeg vil faktisk gå så lang at sige, at i de fleste tilfælde er deres holdninger helt og aldeles ligegyldige.

Den er ligegyldig, da den gennemsnitlige danskers holdning er baseret på ingen viden om emnet – hverken om transkønnethed, CPR-systemet, eller hvad juridisk kønsskifte betyder. For i det øjeblik man møder et transkønnet barn, ser man også, hvordan juridisk kønsskifte selvfølgelig skal indføres til børn. For når du står over for et transkønnet barn, ser du ikke deres transkønnethed. Du ser eksempelvis en lille pige med langt hår, der ikke er andet end seks år gammel og går i kjole. Og det vil undre mig, hvis du i denne situation tænker, at dette barn selvfølgelig skal beholde et mandligt CPR-nummer.

Transkønnede børn og unge vil eksistere og leve i vores samfund, lige meget om vi ændrer lovgivningen eller ej. Der kommer ikke til at være mindre antal transkønnede børn, hvis vi forbyder denne ændring eller flere, hvis vi gør.

Nej, jeg er ikke blind for at børn har faser gennem deres liv – dem har jeg da også haft mange af. Men min kønsidentitet har aldrig været en fase. Og det er forkert, at vi fratager børn den mulighed, det er at gøre det lidt nemmere at være transkønnet i et land, hvor det på ingen måde er en dans på roser.

Konsekvenser at tale frit om køn

Her er mine erfaringer: Jeg er og bliver aldrig et offer for min egen kønsidentitet. Det er en stor del af mig, som jeg båder hader og elsker. Men jeg får alligevel et behov for at sætte fokus på den uretfærdighed, der er over for transpersoner i det danske land, for også at fremhæve alvoren i denne debat.

Jeg ved, at når jeg stiller mig frem med min kønsidentitet eller advokere for transrettigheder, er det ikke uden konsekvenser. Jeg bliver kaldt psykisk handicappet, en kvinde i herretøj, forvirret, sindssyg, idiot, falsk, opmærksomhedssøgende, sensitiv, useriøs, ligegyldig og et forfærdeligt menneske. Jeg bliver ringet op og bliver truet på livet. Der bliver spyttet efter mig på gaden. Jeg bliver slået ned på herretoilettet.

Og det er sandheden. Det her er realiteten af, hvordan det er at være transperson i Danmark. Og det er en kæmpe problematik, hvordan vi behandler transpersoner, og hvilken fremtid transkønnede børn går i møde. I denne kæmpe problemstilling er juridisk kønsskifte kun en del af det.

Så i stedet for at forbyde børn og unge under 18 muligheden for kønsskifte, skulle vi i stedet for give dem den rette hjælp, støtte og forståelse, de i virkeligheden har brug for.

Jeg ville sådan ønske at den gennemsnitlige dansker, der angriber mig uden filter på Facebook ville stoppe op og for alvor tænke over, hvad det er, de udtaler sig om. Jeg ved, at jeg vil blive sat i en boks som ’offer for vores krænkelseskultur’, men jeg nægter at sidde stille og se på at folk sviner mig til, fordi jeg er transkønnet – og udelukkende derfor. At være transkønnet er at være en del af en minoritet – og derfor vil det også være de færreste, der er transkønnede eller har transpersoner tæt ind på livet og hermed ingen erfaring har med emnet. Når vi taler om kønsidentitet er det noget der er så intimt og så privat.

For når en kommenterer på Facebook, at ”du er en kvinde i herretøj, og sådan er det,” latterliggør man hele min eksistens. Hvis man angriber, fordi man ikke forstår, skulle man i stedet for sige ja tak til de forklaringer, jeg kan give og dermed få et andet syn på denne debat. Specielt også når det omhandler børn.

Lyt til børnene selv

Jeg har arbejdet tæt med organisationen FSTB (Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn), der også støtter op, om at der ingen aldersgrænse skal være for juridisk kønsskifte. Dette er helt ’almindelige’ forældre, der har transkønnede børn, og som inderligt ønsker at kunne give deres børn et CPR-nummer, der passer til deres køn, så deres hverdag ikke skal være i forsvar og der i stedet for kan være en forklaring.

Lad os lytte til dem det handler om, lad os give denne problemstilling det alvor, den kræver og lad os passe på vores transkønnede børn – de har brug for det.

Ris, ros, spørgsmål eller gode idéer – alt er velkommen! Hvis du ønsker at skrive et debatindlæg til Spektrum eller bidrage med en anden form for indlæg til vores site, inklusiv video, kontakt os. Vi hjælper med at redigere indlægget eller videoproduktionen inden det publiceres online.

Læs vores privatlivspolitik inden, du accepterer den i kontaktformularen.