Foto: Colourbox

DEBAT

Hvad er en rigtig mand? Det er på tide, vi tager debatten

13. februar 2019 |  Malthe Grønlund Poulsen, 21 år gammel

Derfor skal du læse med:

Dette indlæg er ikke nødvendigvis et totalt opgør med de mandlige kønsidealer, men et opgør mod vores manglende vilje til at tage debatten om de mandlige kønsidealer, skriver 21-årige Malthe Grønlund Poulsen.

Malthe Grønlund Poulsen

Malthe Grønlund Poulsen

Jeg blev student fra Helsingør Gymnasium i 2017, og beskæftiger mig til daglig med musik og arbejde.

Er netop hjemvendt fra 4 måneders højskole og frivilligt arbejde i Afrika, der har vakt en interesse for socialt engagement og identitetsdannelse.

Jeg mener, vi bør tage stilling til vores samfund ud fra en globaliseret verden som udgangspunkt.

Skal til sommer læse videre på DTU, og får bare tiden til at gå indtil da.

Kære læser. Lad mig starte med at introducere mig selv. Jeg er en hvid, heteroseksuel mand i starttyverne. 

Mine forældre har begge længere videregående uddannelse, og mine planer er de samme. 

Dermed er jeg også en del af den befolkningsgruppe, der i nyere tid på globalt og nationalt plan, ja, faktisk helt ned indenfor hjemmets fire døre, har været den mest magtfulde.

Men fundamentet, der tidligere har været så sikkert og ubestrideligt, ryster under os. Og rettidigt så.

Vores dominans er ikke længere sikker. Vi bliver udfordret på adskillige fronter. Nye verdensordner anes i horisonten, hvor vi bliver nødt til at tage stilling til nye spillere som ligeværdige. Selv på hjemmefronten ændres vores position.

bør vi mænd tage vores kønsidentitet under luppen?

En ny bølge af feminisme er skyllet ind over den vestlige verden, og den er ved at sprede sig.

Den her gang har slagmarken været de sociale medier, hvor individerne har taget budskaberne til sig og bragt kampen ud i den virkelige verden. Kvinderne har haft modet til at fortælle hinanden, og sig selv, at de godt må sige fra.

Du er som kvinde også stærk, og din stemme skal høres.

Din autoritet som individ er ikke mindre værdifuld på grund af dit køn.

Jeg har været så heldig, at jeg har haft nogle stærke, modige kvinder tæt på mig, der har involveret mig i den kamp. Den evne, som diverse influencers og stærke forkvinder har haft til at skabe sådan en fælles bevægelse, er intet mindre end bemærkelsesværdig.

Spørgsmålet er så, om det har givet nogen form for anledning til selvransagelse hos mig og mit køn, i forhold til hvordan vores identificering med vores køn har haft en indflydelse på problematikkerne, kvinderne gør op med.

Måske skulle vi tage vores egen kønsidentitet under luppen? 

Her kommer min anke så. Det aner jeg ikke, om vi bør gøre. Og jeg har aldrig tænkt over det.

Jeg skammede mig over mit køn

Jeg er meget ny i debatten om kønsidentitet. Faktisk har jeg aldrig taget stilling til den, før for et par få måneder siden, hvor nogle kloge kvinder introducerede mig for problemstillingerne, som billedet af samtidens kønsidealer indebærer.

Da vi diskuterede, hvad alt dette indebar, følte jeg mig lige pludselig meget lille. Jeg følte, at jeg intet forsvar havde. 

På grund af mit køn havde jeg bedre muligheder i samfundet for at komme langt. Jeg ville komme til at tjene mere, have større sandsynlighed for at få en lederstilling eller en magtposition, og sexchikane kunne jeg nok også god i vid udstrækning være sluppet afsted med. 

Jeg skammede mig over mit køn, skammede mig over, at mit køn havde raget til sig, og jeg skammede mig over at have noget som helst at brokke mig over, der havde en relation til mit køn. 

Jeg skammede mig over et samfund, hvor ens muligheder afhang af noget så tilfældigt som dit køn.

Kæmp eller flygt

Når ens identitet kommer under angreb på den måde, som jeg følte det, er der forskellige måder at gribe det an på. Jeg ser på det som “fight or flight”.

Flight er at bagatellisere debatten. Det ser jeg meget ofte på sociale medier.

“Kvinderne skaber en krænkelseskultur, og de er bare skingre hystader”, “mændene må bare tage sig sammen og komme videre”, “det kan forklares blot ved biologi”, “der er andre ting, der er vigtigere”.

Samtalen bliver fejet af som ligegyldig eller uvedkommende.

På den måde overbeviser man sig selv om, at man ikke behøver tage stilling til det.

Fight ser jeg i flere former, blandt andet i form af “den hvide mands vrede”: En konservativ bevægelse, der ved at bygge mure, holde det fremmede ude og hellige sig de gamle mandlige kønsidealer skaber et modsvar.

Jeg forstår det godt. For jeg mener helt oprigtigt, at de typiske mandlige kønsidealer jo heller ikke nødvendigvis er dårlige: At være stærk, selvofrende, holde ud og stå ved sine principper.

Hvad er der galt i det? Sådan set ikke noget, og det er derfor jeg også selv har fundet den her selvransagelse så kringlet.

Det gælder ikke om at affeje de mandlige kønsidealer som den helt store onde. Men jeg mener heller ikke, at de bør idylliseres og idealiseres, som de bliver nu. Alt med måde.

Der hvor kampen, vi mænd må tage med hinanden, adskiller sig fra kvindernes – og det der gør samtalen så svær – er, at kvindernes kamp i høj grad drejer sig om empowerment og samfundsmæssige rettigheder.

Den samtale, vi mænd må tage med hinanden og vores medmennesker, er derfor lidt anderledes. Den handler om, at vi måske skal være svagere.

kønsidealerne er uopnåelige

Jeg ser problemer med de mandlige kønsidealer.

For at leve op til dem kræver det, at du er enormt robust. Men mennesket er sårbart. Det gælder BÅDE mænd og kvinder. 

Der er så mange faktorer socialt og personligt, der kan gøre det at leve op til idealerne nærmest uopnåeligt. Hvad resulterer det så i? 

At den stærke mand, der – når han møder modgang og føler sig magtesløs – ikke føler, at han kan stå imod med ord. I stedet møder han udfordringerne med vold. 

Mænd er stærkt overrepræsenterede i voldsstatistikkerne – både som udøver og offer. Faktisk er to ud af tre voldsofre mænd.

Den uafhængige og stærke mand behøver ikke hjælp, når han har problemer – hverken med krop eller sjæl. I Danmark er to ud af tre selvmord begået af mænd. Og kvinder går oftere til lægen end mænd.

Den stærke mand, der ikke kan leve op til idealerne inde for lovens rammer, tyr til andre metoder. Mænd er igen stærkt overrepræsenterede i antal afsagte domme på landsplan. 

Den risikovillige mand laver både nye entreprenørvirksomheder, men han kører også med hovedet under armen. Om disse faktorer skyldes forskruede kønsidealer, ved jeg faktisk ikke.

Det er derfor, at jeg skriver det her debatindlæg om et emne, jeg ved meget lidt om. Det skal vi nemlig finde ud af sammen.

Vi skal turde tage den rigtige debat

Jeg mener, at vi bør tage en anden vinkel i forhold til vores tilgang til “fight”. 

Det er ikke en kamp imellem mand og kvinde, mand og mand, men en kamp hvor vi skal turde at stille spørgsmålstegn ved den måde, vi ser os selv og hinanden på. For jeg tror ikke, at der er en rigtig måde. 

Dette indlæg er ikke nødvendigvis et totalt opgør med de mandlige kønsidealer, men et opgør mod vores manglende vilje til at tage debatten om de mandlige kønsidealer.

Jeg vil ikke længere skamme mig over mit køn og min identificering med det. Men måske den skam har været et symptom på, at jeg mente noget var galt. 

Nu har jeg taget stilling, og jeg håber at kunne få folk, der læser det her til selv at tage stilling.

Er “en rigtig mand” den bedste slags mand?

Ris, ros, spørgsmål eller gode idéer – alt er velkommen! Hvis du ønsker at skrive et debatindlæg til Spektrum eller bidrage med en anden form for indlæg til vores site, inklusiv video, kontakt os. Vi hjælper med at redigere indlægget eller videoproduktionen inden det publiceres online.

Læs vores privatlivspolitik inden, du accepterer den i kontaktformularen.