DEBAT

Jeg får ikke karakterer. Derfor er det en god ting

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

6. juni 2018  |  Sigrid Schmidt Hornhaver

Indlægget er skrevet af en debattør:

1 ud af 4 unge føler sig stressede, og det skyldes blandt andet høje forventninger og konkurrence med klassekammeraterne. Men ikke alle elever tænker, lærer eller udfører opgaver på samme måde. Der er behov for, at vi flytter fokus fra karakterer til det vigtige: læringen. Det mener 15-årige Sigrid Schmidt Hornhaver, der selv går på en skole uden karakterer.

Sigrid Schmidt Hornhaver, 15 år, 9. klasse

Sigrid Schmidt Hornhaver, 15 år, 9. klasse

Indlægget er en del af Spektrums ungedebat. Her kan du læse og se unges holdninger til det, de oplever i deres hverdag.

Imens alle mine jævnaldrende stresser med 9. klasses afgangseksamen og karakterræs, fortsætter jeg min normale skolegang.

Jeg får nemlig ikke karakterer.

Mit navn er Sigrid, og jeg går på en Rudolf Steiner skole i 9. klasse. Det betyder, at min skole er lidt anderledes i forhold til den normale danske folkeskole, som alle kender.

Den er karakterfri, og vi afslutter ikke 9. klasse med en eksamen.

Mange, jeg møder, er enten for eller imod.

“Hvordan bliver du bedømt? Hvordan kommer du videre? Kan du så blive til noget? “

Der er en del spørgsmål, for mange har åbenbart aldrig hørt om begrebet “ingen karakterer”.

I mine øjne passer systemet uden karakterer bedre til mig.

I stedet for et karakterræs og et præstationspres fra samfundet om høje karaktertal, har jeg mere tid til at koncentrere mig om hvert enkelt fag og skal ikke hige efter en høj karakter.

For hvad betyder det at klare sig godt i skolen?

Nogle ville sikkert sige 12-taller hele vejen igennem. Men for mig er der jo ingen tal. At klare sig godt i skolen er altså mere, end noget der kan udtrykkes gennem én eksamenskarakter.

Det er blandt andet at have gode relationer med ens klassekammerater og ens lærere. Men også at tilegne sig fagene på en konstruktiv måde, så jeg kan forstå og bruge emnerne fremover og ikke kun terpet til at klare en prøve.

På min skole foregår bedømmelse på en anden måde. Nemlig via ord.

Vi får en bog kaldet ”Vidnesbyrd” – en slags udtalelse. Her beskriver hver af mine lærere, hvordan de ser mig som elev, og hvordan jeg har klaret det i løbet af skoleåret, og hvad jeg kan gøre bedre fremadrettet. 

Det er efter min mening en meget mere fair bedømmelse. Alle mine indsatser bliver bedømt over lang tid og ikke på baggrund af nogle få, skæbnesvangre timer ved en eksamen.

Og heldigvis begynder flere videregående uddannelser at have optagelsesprøver i stedet for karaktersnit til optagelse.

For ikke alle elever tænker, lærer eller udfører opgaver på samme måde. 

Jeg synes, at Danmarks skolesystem kun er designet til nogle typer mennesker. Og de, som ikke kan arbejde under pres eller udføre opgaver hurtigt, er ifølge eksamensstrukturen en fiasko.

Sidste år havde en fjerdedel af unge et meget højt stressniveau. Det viste Den Nationale Sundhedsprofil.

Det er ifølge forskere blandt andet på grund af konkurrence mellem medstuderende og forventningspres fra dem selv og deres omgivelser.

Derfor er emnet stress, konkurrence og pres en stor debat for tiden. Her mener nogle, at karakterer skal fjernes, og andre mener, at de skal bibeholdes.

Tænk, at ens fremtid kan afhænge af et højt eller lavt tal – om du har været klar i hovedet på eksamensdagen eller hvordan du klarer tidspres. For en som ikke har prøvet dette lyder det ret absurd.

Men hvordan slipper vi så af med stress og eksamensangst?

Efter min mening skal folk have mere viden om, at der faktisk findes alternativer til vurdering og bedømmelse for dem, som ikke bryder sig om det system.

En løsning kunne være at skære ned på karakterer og på den måde fjerne den præsentationskultur, vi har skabt, og i stedet flytte fokus fra karakterer til det vigtige: læringen.

Og generelt skal der bare skabes mere dialog om alt det her med karakterer, præstationspres og eksaminer – for gavner det virkelig så meget, som nogen går og tror?

HAR DU LYST TIL AT DELE DIN HOLDNING?

Hvis du har lyst til at skrive et debatindlæg eller anden form for indlæg til vores site, inklusiv video, kan du kontakte os i nedenstående formular. Vi hjælper med at redigere indlægget eller videoproduktionen inden det publiceres online, så det gør ikke noget, at du ikke har erfaring med at skrive. Læs vores privatlivspolitik inden, du udfylder formularen.