Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

DEBAT

LGBT+ UNGDOM:
Tør politikerne ikke undersøge, hvordan vi trives i skolen?

17. august 2020  |  Silje Ellehammer Munk, 22 år, bestyrelsesmedlem i LGBT+ Ungdom

Derfor skal du læse med:

Politikerne i Danmark har endnu ikke undersøgt, hvordan børn og unge LGBT+ personer trives i skolen, selvom mange andre lande har gjort det. Det er for dårligt, mener Silje Ellehammer Munk, som stadigvæk bærer på minder fra hendes tid i folkeskolen.

Silje Ellehammer Munk

Silje Ellehammer Munk

Jeg er 22 år gammel, uddannet finansøkonom og starter på uddannelsesvidenskab i slutningen af august.

Jeg er bestyrelsesmedlem og økonomiansvarlig i LGBT+ Ungdom og så har jeg stor interesse for teater.

Du er ikke en pige, du må ikke komme ind her.” 

Den sætning blev jeg mødt med utallige gange i de første år af min tid i folkeskolen. Det var de større elever, der ikke ville lade mig komme på toilettet, bare fordi jeg syntes, at kort hår og skjorte var et hit og derfor ikke lignede de andre piger på min årgang. 

Det er en dum sætning, der blev sagt engang for mange år siden, men som stadig kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, når jeg står og kigger på tøj i ”herretøjsafdelingen”.  

De fleste har på et eller andet tidspunkt i livet oplevet den ubehag, det giver i hele kroppen, når man mistrives og ikke føler sig som en del af det sociale fællesskab. En følelse de færreste ønsker for andre, og da slet ikke for vores børn. Men sandheden er desværre, at vi i LGBT+ Ungdom møder alt for mange unge med grumme historier om ensomhed, mobning og mistrivsel. 

der mangler trivselstal for lgbt+ PERSONER I SKOLEN

En undersøgelse foretaget blandt drenge i skolen i Norge viser, at 7% af de adspurgte drengene er blevet udsat for mobning, hvorimod hele 47% af de homoseksuelle drenge er blevet udsat for mobning. En anden undersøgelse foretaget i England viser, at hele 45 % af LGBT+ elever har været udsat for mobning, på baggrund af deres LGBT+ identitet

De undersøgelser giver et klart billede af, at der i dag desværre hersker en klar sammenhæng mellem seksualitet og kønsidentitet og risikoen for at blive mobbet. Men hvordan står det egentlig til i den danske grundskole? Hvordan ligger vi placeret i forhold til vores nordiske nabolande? 

På nuværende tidspunkt har vi ingen tal, der viser noget om trivsel blandt børn, der bryder med normer for køn og/eller seksualitet. Hidtil er det et område, man har undgået, og man har derfor kun tal for voksne LGBTQ+ personer og i et spinkelt omfang for unge. 

Vær ikke bange for tallene, politikere

Den tidligere regering lavede, som et led i deres LGBTI handlingsplanen forundersøgelse af, hvordan man kan undersøge trivslen blandt børn og unge LGBTQ+ personer

Man har altså brugt midler og ressourcer på at undersøge, hvordan en eventuel undersøgelse på området kunne udføres. Det vel og mærke uden at foretage den egentlige undersøgelse, der skal belyse, hvordan børn og unge LGBTQ+ personer trives. Det kan for mange virke mærkværdigt og efterlader én med en fornemmelse af, at vores kære politikere er bange for at se tallene i øjnene. 

Tal forpligter og kræver handling. Så i stedet for fortsat at lukke øjnene og famle i blinde af mørketal, bør regeringen få foretaget en national trivselsundersøgelse af børn og unge LGBTQ+ elever i grundskolen og på vores ungdomsuddannelser. 

For det første skridt på vejen til forandring, er at kende til den egentlige tilstand. I stedet for at være bange for tallene, bør de bruges som løftestang til at skabe et mere inkluderende og mangfoldigt samfund for alle. 

LGBT+ Ungdom er en forening for unge under 25 år, hvis seksualitet eller køn bryder med normen.

De arbejder for ligestilling og for at bryde normer, der begrænser og diskriminerer LGBT-personer. 

De holder arrangementer med alt fra brætspil til feministisk selvforsvar, holder sommerlejre, rådgiver på ungdomstelefonen og har campen unicorny på Roskilde. 

Kilde: lgbtungdom.dk