Foto: Fra Venstres Ungdoms Facebook-profil

DEBAT

Overvågning? nej tak!

5. februar 2020  |  Ivan Al-Hilali, Venstres Ungdom

Derfor skal du læse med:

Ifølge Venstre skal politiet have tilladelse til at bruge ansigtsgenkendelse i efterforskningssager. Det har Venstres retsordfører, Inger Støjberg, netop været ude og sige. Men i Venstres Ungdom er de helt uenige. Ivan Al-Hilali er Venstres Ungdoms retsordfører. Han synes, ansigtsgenkendelse er en dårlig idé, fordi det går ud over vores personlige frihed.

Ivan Al-Hilali

Ivan Al-Hilali

Jeg er 23 år. Til daglig studerer jeg på Aarhus Universitet, hvor jeg læser Statskundskab.

Derudover er jeg retsordfører i Venstres Ungdom, og i den forbindelse interesserer jeg mig meget for politiske issues som overvågning, retssikkerhed samt frihedsrettigheder generelt.

I debatten om bekæmpelse af kriminalitet møder man ofte argumentet om overvågning. Fortalere beskriver, hvordan vi med øget overvågning kan komme kriminaliteten til livs – tænk, hvis vi kunne få ansigt på gerningsmand på gerningssted og såmænd også få videoovervågning af den kriminelle handling?

Det lyder alt sammen som et klogt værktøj til at bekæmpe kriminaliteten. For nylig kunne man også forstå på mit eget moderparti, Venstre (Danmarks liberale parti), at de nu endelig har lagt en ny kurs og er fortalere for – ikke blot overvågning, men overvågning med ansigtsgenkendelse i det offentlige rum. 

Et frit menneskeliv er uden overvågning

I Venstres Ungdom mener vi, at det at kunne leve sit liv i fred uden at blive kigget over skulderen af staten, er en essentiel del af det frie menneskeliv. Derfor mener vi også, at masseovervågning med ansigtsgenkendelse i det offentlige rum er et alt for gennemgribende og for vidtgående tiltag. Vi borgere har ret til privatliv og ret til at færdes frit i det offentlige rum uden konstant at blive mistænkt. 

Og faktisk er det sådan, at det er bevist, at mennesker ændrer adfærd, når de ved, at de bliver overvåget – det mener jeg ikke, at jeg som liberal kan støtte.

politiet får ikke tid til politiarbejde

Politiet lider i dag allerede under massivt pres på ressourcer. Tillægger man politiet opgaven om at overvåge borgerne, vil politiet mangle endnu flere ressourcer til ”reelt politiarbejde”. 

I sommeren 2019 viste tal fra politiet, at politiet havde mere end 800.000 overarbejdstimer. Det svarer til, at mellem 500-600 betjente kan holde fri ét kalenderår. I dag bliver overarbejdstimerne udbetalt – men det løser ikke den katastrofe mangel på mandskab hos politiet. 

FAKTA: Hvilke partier er for og imod
ansigtsgenkendelse?

  • Venstre og Dansk Folkeparti mener, at politiet skal have lov til at bruge ansigtsgenkendelse
  • Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Enhedslisten og SF er skeptiske overfor brug af ansigtsgenkendelse i politiet

Kilde: Berlingske, oktober 2019

Politiet bør selv bestemme

I Venstres Ungdom mener vi, at løsning på bekæmpelsen af kriminalitet er, at der tilføjes flere ressourcer til politiet. Men i forlængelse af det skal man også give politiet frie rammer og gøre dem fri af de rigide valg, som er sat fra Christiansborg. 

I dag skal politiet varetage grænsekontrol, de skal være ”synlige” på politiheste i København og de skal helst prioritere værtshusslagsmål højere end opklaring af indbrud (i dag er opklaringsraten 5 % i 2019 på landsplan) – alt sammen politisk bestemt.

Personlig frihed er det vigtigste

I Venstres Ungdom mener vi aldrig, at overvågning kan blive svaret på bekæmpelse af kriminaliteten. Retten til privatliv og til at kunne færdes frit i det offentlig rum, er en ukrænkelig størrelse, som staten skal respektere. Vi så hellere, at man tilføjede flere ressourcer til politiet, uddannede flere betjente for at øge politistyrken og til slut at man gav politiet langt mere autonomi til at varetage deres arbejde. 

De manges personlige frihed vejer tungere, end at bruge overvågning til at fange de få kriminelle, hvilket kommer til at berøre vores alles frihed. Man må aldrig sætte borgernes frihed over styr, bare fordi overvågning virker praktisk og nemt.

Ris, ros, spørgsmål eller gode idéer – alt er velkommen! Hvis du ønsker at skrive et debatindlæg til Spektrum eller bidrage med en anden form for indlæg til vores site, inklusiv video, kontakt os. Vi hjælper med at redigere indlægget eller videoproduktionen inden det publiceres online.

Læs vores privatlivspolitik inden, du accepterer den i kontaktformularen.