Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

EU-VALG

EU til kamp mod plastik: Farvel til børnefødselsdags-starterkit

9. maj 2019  |  Christina Houlind

Derfor skal du læse med:

Plastikforurening er et stort problem for vores miljø i verdenshavene. Havdyrene spiser plastikken eller bliver i værste fald slået ihjel af den.

Christina Houlind

Christina Houlind

Jeg er 22 år gammel og journalist på Spektrum og Altinget.

Jeg har arbejdet i Bruxelles med EU, som er et af mine yndlingsemner.

Bestik.

Ballonpinde.

Tallerkener.

Flamingokopper.

Det kan du snart ikke købe mere. I hvert fald ikke i plastik.

EU er gået til kamp mod plastikforurening. Derfor har de forbudt en masse forskellige ting, som er lavet af engangsplastik, så det ikke ender i havene eller i de dyr, vi spiser.

HVEM SKAL DU STEMME PÅ: Tag vores partitest her

Hvad bliver forbudt?

Næsten alt, man bruger til at holde en god gammeldags børnefødselsdag. Vi taler engangsbestik, tallerkener, sugerør, ballonpinde og kopper. Så har man også forbudt vatpinde og en bestemt plastiktype, man kalder oxo-plast, der skal være noget rigtig skidt, fordi det bliver til mikroplast – føj!

Meget fint. Men er det godt nok?

Det kommer an på, hvem du spørger. Rethink Plastic er en samarbejdsorganisation for miljøorganisationer, der kæmper mod plastikforurening. De mener ikke, det er godt nok.

Selvom flere ting bliver forbudt, er der også mange ting, hvor EU’s medlemmer kun skal “begrænse forbruget væsentligt”. Og hvad betyder det? Der er ingen konkrete mål eller konsekvenser. Derfor er miljøorganisationerne skeptiske, og de tror ikke, at landene vil sænke forbruget nok, hvis ikke der er aftaler, de skal holde.  

FAKTA: Hvad har de ellers besluttet?

  • Landene skal selv gøre ting for at begrænse forbruget af visse typer engangsplast til madvarer og drikkevarer.

  • Landene skal indsamle mindst 90 procent af alle plastikflasker i 2030.

  • Plastiklåg på flasker skal sidde fast på flasken, og 25 procent af plastikken i nye flasker være genbrugsplast i 2024.

  • Bind, tamponer og balloner skal mærkes, så man ved, hvor meget det forurener, hvis man ikke smider det ordentligt ud.

  • Landene skal sikre, at der fra 2025 kommer et udvidet producentansvar for blandt andet fiskeredskaber af plastik, cigaretfiltre og engangsbægre. Det betyder, at de firmaer, der laver det, skal betale for noget af forureningen.  
  • Kilder: Altinget og Rethink Plastic Alliance

HVEM SKAL DU STEMME PÅ: Tag vores partitest her

Hvorfor er det de ting, som er blevet forbudt?

Da man først fik idéen om at gøre noget ved de store plastik-øer, startede man med at se, hvilke ting man oftest kunne finde på europæiske strande. De store syndere foreslog EU-Kommissionen at forbyde.

Men EU-Kommissionen kan kun få lov at foreslå ting. For at det bliver til virkelighed, skal det gennem både Europa-Parlamentet og alle EU’s miljøministre. Bagefter skal Parlamentet, Kommissionen og ministrene forhandle. Det er sådan, de er kommet frem til, hvilke ting der skal forbydes.

  • Hvert femte år er der valg til Europa-Parlamentet. Denne gang er det fra 23.-26. maj 2019 – men i Danmark kan vi kun stemme søndag 26. maj.

  • Denne gang skal 751 pladser besættes i Parlamentet. Medmindre Storbritannien forlader EU inden. 13 af dem går til danske politikere. Igen – medmindre Storbritannien forlader EU inden. Så skal der vælges 14 danskere ind i Parlamentet.

  • I Danmark kan man stemme, hvis man er fyldt 18 år og er statsborger i et EU-land.

              Kilde: Folketingets EU-oplysning.

HVEM SKAL DU STEMME PÅ: Tag vores partitest her

Bliv lynhurtigt klogere på EU