VALG I STORBRITANNIEN

RESULTATET

Opdateret: 19. december 2019  |  Sandra Bello Sørensen

ET RESULTAT, DER FÅR STOR BETYDNING FOR BRITERNES FREMTID

Det britiske parlamentsvalg er afgjort.

Den store sejrherre er Boris Johnson, som står i spidsen for De Konservative. Han fortsætter dermed som premierminister i Storbritannien.

b2

Det var en historisk sejr for De Konservative og Boris Johnson og den største konservative sejr siden 1980’erne. De Konservative vandt i alt 365 ud af de 650 pladser, der skal fordeles i parlamentet.

Det betyder, at Konservative har absolut flertal. Derfor kunne Storbritannien træde ud af EU den 1. februar 2020 – efter at være udskudt 3 gange.

Det kræver 326 pladser i Parlamentet, hvis et parti skal have absolut flertal. Med 365 pladser har Konservative absolut flertal og kan derfor danne regering og vælge, at Boris Johnson får pladsen som premierminister.

Den gennemsnitlige valgdeltagelse i de valgkredse, hvor der er flest 18-35 årige indbyggere var på 63 %. En stor del af de unge vælgere stemte på Labour ved dette valg. 

Tal viser også, at blandt de 18-24 årige vælgere stemte 60 % på Labour.

Det kan forklares med mange nedskæringer i de sidste 10 år, på områder der rammer børn og unge. 700 ungdomsklubber og 1.000 centre for børn er lukket. Antallet af børn, der kommer i pleje, er på sit højeste i årtier og mange af de unge, der stemmer nu, har været igennem systemet og fået meget hjælp. Derfor ønsker de samme muligheder for de børn, der nu er i pleje. 

Boris Johnson skal have forhandlet en ny aftale med EU, hvor bl.a. handel og migration er to af de vigtige emner. 
Hvis de ikke får lavet en ny aftale (“no deal”-brexit), vil det få store konsekvenser for Storbritanniens samarbejde med de øvrige lande i EU. 

Noget af det, der er blevet lovet vælgerne i fremtiden, er: flere penge til NHS –  sundhedssystemet. Det vil bl.a. betyde 50.000 flere sygeplejersker.
Derudover skal der være 20.000 betjente mere.
Lærere skal have en højere løn og skolerne skal have mere økonomisk støtte.
Og alt dette skal kunne gennemføres uden at hæve indkomstskatten.

Labour og partileder Jeremy Corbyn led et stort nederlag og endte med kun 203 pladser i parlamentet. 
Corbyn har udtalt, at han ikke står i spidsen for partiet ved næste valg, men han træder ikke af endnu. “Jeg vil tale med partiet for at sikre, at der bliver en proces, hvor vi reflekterer over resultatet og partiets kommende politik.

Liberaldemokraternes partileder Jo Swinson mistede sin plads i parlamentet efter 12 et halvt år og samlet fik partiet kun 11 pladser i parlamentet.
Hun førte blandt andet valgkamp på, at ville annullere Brexit. Mange anser det dog som en fejl, at Liberaldemokraterne ville annullere Brexit uden en ny folkeafstemning. 

Scottish National Party (SNP) fik et særdeles godt valg med 48 pladser i parlamentet. Partileder Nicola Sturgeon er glad for, at de nu har mandat til at lave en ny folkeafstemning for skotterne om Skotlands løsrivelse fra Storbritannien. Skotterne var til folkeafstemning i 2014 om uafhængighed. Dengang stemte 55 % imod. Men ved folkeafstemningen om i 2016 om EU-medlemsskab, stemte næsten to ud af tre skotter for at blive i EU. Ifølge Nicola Sturgeon ønsker Skotland og resten af Storbritannien altså at gå forskellige veje. “Boris Johnson har måske et mandat til at få Storbritannien ud af EU. Men han har ikke mandat til at tage Skotland ud af EU. Skotland må kunne bestemme over sin egen fremtid” har hun udtalt til Sky News. 
Boris Johnson har dog sagt, at han ikke vil godkende en ny afstemning, da han mener, man bør respektere resultatet fra 2014. 

Vil du vide hvordan de andre partier klarede sig? Klik her for at læse mere

Hør partilederne udtale sig om valgresultatet sidst i artiklen.

Briterne kalder deres valgsystem ”first past the post” – ”først over målstregen”.

Hvorfor det? Fordi valget består af små væddeløb om stemmer. 

Der er 650 valgkredse i Storbritannien og i hver kreds stemmer briterne på den kandidat, de helst vil have skal repræsentere dem. Den kandidat, der får flest stemmer i kredsen, vinder mandatet og en plads i Underhuset (House of Commons). Alle stemmerne på de andre kandidater går tabt. Og da de fleste stemmer går til enten De Konservative eller Labour, er det derfor svært for de mindre partier at blive repræsenteret i Underhuset.

Et parti skal vinde 326 pladser i Underhuset, for at få flertal. Valgsystemet har dog været kritiseret af flere eksperter i mange år. 

Særligt handlen mellem Danmark og Storbritannien kan ændre sig, når Brexit gennemføres, hvis de ikke får en ordentlig aftale på plads med EU inden.

Den danske fødevareeksport til Storbritannien vil blive ramt. 
I 2017 eksporterede vi f.eks. mejerivarer for 3,7 milliarder kroner og svinekød for 3,4 milliarder kroner. (Kilde: Miljø- og fødevareministeriet)

Efter sejren var hjemme, holdt Boris Johnson en sejrstale, hvori han blandt andet forsikrede briterne om, at Brexit nu vil blive gennemført med ordene: “… we will get Brexit done on time, by the 31st of January. No if’s, no buts, no maybes.”

Hør hele talen herunder 👇

Fakta: Parlamentets opbygning

Lovgivningen i Storbritannien foregår i fællesskab mellem Underhuset (House of Commons) og Overhuset (House of Lords), og med regenten, Dronning Elizabeth 2., som helt formelt set skal underskrive lovene.

Underhuset består af de politikere, som er blevet valgt af befolkningen. Overhuset består primært af medlemmer, der er udpeget af premierministeren.

Med tiden er Overhusets politiske indflydelse blevet markant mindre. Hvis Underhuset har vedtaget et lovforslag, kan Overhuset f.eks. ikke gøre noget for at det bliver ændret. Debatten om Overhusets fremtid har været i gang længe, og bl.a. Labour ønsker at afskaffe det.