Foto: Mads Claus Rasmussen / itzau Scanpix

FOLKETINGSVALG

Socialdemokraterne danner regering. Hvad betyder det for unge?

26. juni 2019  |  Line Rønn Tofte

Derfor skal du læse med:

20 dage skulle det tage Mette Frederiksen at forhandle sig frem til, hvem der danner den nye regering, og hvad den skal arbejde for. Hvad vil de så gøre for unge? 

Line Rønn Tofte

Line Rønn Tofte

Jeg er 30 år og journalist og redaktør på Spektrum. Jeg skriver og laver videoer om alt, men jeg er særlig interesseret i udland, uddannelse og sundhed.

Jeg er uddannet journalist og cand.public på Syddansk Universitet og har en baggrund fra DR Nyheder og DR Ultra Nyt - og så har jeg lavet masser af tv og sociale medier.

Mette Frederiksen får nøglerne til statsministeriet

Danmark skal have en ny regering. 

Mette Frederiksen, der er formand for Socialdemokratiet, kom tirsdag aften lidt før midnat ud fra forhandlingslokalet med De RadikaleSF og Enhedslisten med konklusionen: Socialdemokratiet danner regering alene – en mindretalsregering – og de tre andre partier støtter dem. Hvem der bliver ministre fra Socialdemokratiet, ved vi endnu ikke.

Og hvad vil de så arbejde for? De fire partier er blevet enige om en politisk aftale, som på 18 sider beskriver det. 

Vi har samlet det, der har betydning for dig.

Endelig er klimaet på regeringens dagsorden. Her er et par af de ting, partierne er enige om at prioritere: 

1. Partierne vil lave en klimalov med bindende mål om at reducere udslippet af drivhusgasser med 70 procent.

2. Partierne vil vedtage en decideret klimahandlingsplan, der skal sikre, at målene for, hvor meget vi skal reducere inden for forskellige områder kan nås. Det er for eksempel landbruget, energisektoren og transportområdet. Og hvis du tænker på at købe en ny bil i år 2030, så skal du ikke længere kunne købe en benzin- eller dieselbil.

3. Herudover vil partier bekæmpe plastikforurening og beskytte drikkevandet bedre end hidtil.

 

Dronningerunde

Hvis en regering går af efter et valg, eller der ikke er en klar vinder af valget, bliver der indkaldt til en dronningerunde.

Her skal alle partier mødes med dronning Margrethe og pege på, hvem der skal være ny statsminister.

Hvis der er et flertal, bliver vedkommende udnævnt af dronningen. Er der ikke et klart flertal, udnævner dronningen en kongelig undersøger.

Kongelig undersøger

Den person, der skal stå i spidsen for at forhandle en ny regering.

Hvis det ikke går, skal der være en ny dronningerunde.

Tungen på vægtskålen

Det er en betegnelse for det parti eller den politiker, der kan afgøre, hvem der bliver statsminister, fordi det er dem, der kan sikre et flertal.

Tungen er den viser eller pil på en gammeldags vægt med to vægtskåle, der angiver, hvilken af dem, der er tungest.

Negativ parlamentarisme

I Danmark behøver man ikke et flertal for sig for at lave en regering. Men man må ikke have et flertal (90 af de i alt 179 mandater i Folketinget) imod sig.

Parlamentarisk grundlag

De partier, der er med at sikre, at en regering ikke har et flertal imod sig i Folketinget. De kaldes også støttepartier. Partierne, der er imod regeringen, kaldes for oppositionen.

Regeringsgrundlag

Det er en beskrivelse af, hvilken politik en regering vil føre. Den bliver til under forhandlingerne om dannelsen af en ny regering.

Regeringsgrundlaget kan både indeholde konkrete forslag og målsætninger, men den kan også indeholde mindre konkrete formuleringer, der i stedet kan tolkes som et udtryk for, hvilken retning regeringen vil gå i. Det er ikke bindende, og derfor kan regeringen sagtens ændre retning i løbet af valgperioden.

Af Emma Qvirin Holst/Altinget/Line Rønn Tofte/Spektrum

Det ser ud til, der er gode nyheder på uddannelsesfronten.

1. Først og fremmest vil partierne give uddannelsesloftet sparket, selvom Socialdemokratiet var med til at indføre det i 2016. De har dog siden ændret holdning. 

2. Og så skal det være slut med omprioriteringsbidraget, der er et sparekrav på uddannelsesinstitutioner, der har pålagt dem årligt at spare to procent på deres udgifter de sidste fire år. 

3. I stedet skal der arbejdes for, at 50.000 unge, der i dag står uden uddannelse eller job, kommer i gang med enten eller. Det vil partierne sikre ved at oprette et “tilstrækkeligt antal” praktikpladser. 

1. Partierne vil mindske “præstationskulturen” blandt unge ved at ændre på karakterskalaen. Hvordan den i stedet skal se ud, ved vi ikke endnu. Men karakterer skal fylde mindre. 

2. Psykologhjælp skal være gratis for 6-24-årige.

Sidst kan det nævnes, at det bliver dyrere at ryge cigaretter. Prisen på en pakke bliver sat op. Hvor meget en pakke skal koste er dog ikke præciseret i aftalen. 

Mette Frederiksen gik blandt andet til valg på at være “børnenes statsminister”, og det forpligter. Derfor fylder børn også noget i aftalen. Her er tre vigtige:

1. For SF var det et krav for deres støtte, at der bliver indført minimumsnormeringer i børnehaver og vuggestuer for at skabe tryghed for de mindste. SF ville have en regel om, at der er er mindst én voksen til tre børn i vuggestuer og mindst én voksen til seks børn i børnehaver. Vi ved dog ikke, om det ender med det præcise tal, da aftalen ikke er forhandlet færdig.

2. De nationale test i de mindste klasser skal afskaffes, og det samme skal uddannelsesparathedsvurderingen i 8. klasse.

3. Partierne er blevet enige om, at børnene skal ud af det meget omtalte Udrejsecenter Sjælsmark i Nordsjælland. I stedet vil de oprette et nyt center for børnefamilier efter anbefalinger fra Røde Kors. Sjælsmark er blevet kritiseret, fordi en rapport har vist, at der var massiv mistrivsel og psykiske problemer blandt børnene på centret. 

Oppositionspartierne har stillet sig på bagbenene, når det kommer til den nye regerings planer. Særligt det faktum, at der mangler en strategi for, hvordan den kommende regering får råd til de nye tiltag, kritiseres af flere politikere i blå blok. Planen indeholder nemlig ikke nogen gennemgang af, hvad tiltagene koster, og hvor pengene bliver hentet hjem.  

Til spørgsmålet om, hvordan de vil finde pengene, sagde den kommende statsminister Mette Frederiksen til DR Nyheder, at de blandt andet vil få flere penge i kassen ved at få flere i arbejde, og at der vil komme nogle målrette skattestigninger på eksempelvis arveområdet.