FOLKETINGSVALG

mød partiet: SF

3. april 2019  |  Julius Tromholt-Richter

fire hurtige om sf

På stemmesedlen: F.

Blok: Rød. De bliver også kaldt rød-grønne, da miljøet er vigtigt for SF.

Seneste valg: De sidder i oppositionen. SF fik 4,2 procent af stemmerne. Det blev dermed det næstmindste parti i Folketinget.

Ungdomsparti: SF Ungdom (SFU).

SF's politik helt kort

SF – eller Socialistisk Folkeparti – er et socialistisk parti og grundlagt i 1959.

Partiet går ind for at bekæmpe ulighed og passe på miljøet, blandt andet ved at stoppe salg af diesel- og benzinbiler fra 2030 og ved at lægge en CO2-afgift på alle fødevarer.

De vil fjerne kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen. Partiet vil fjerne fokus fra test og præstationspres på børn og unge. SF er desuden for EU.

Du kan læse mere om SF og deres politik her.

Du kan også se, hvilke kandidater der stiller op for partiet her.

Partiets leder er ...

Pia Olsen Dyhr.

Hun har været formand siden 2014. Hun er også partiets energi- og klimaordfører. Hun har tidligere været handels- og investeringsminister (2011-2013) og transportminister (2013-2014). 

Pia Olsen Dyhr blev født 30. november 1971 i Vallensbæk. Hun har en kandidatgrad i statskundskab. Privat er hun gift med Villy Dyhr. 

Hvis du vil vide mere om Pia Olsen Dyhr, kan du høre Radio24syvs portræt ”Pia Olsen Dyhr – det første møde.

hvem peger partiet på som statsminister?​

SF peger på Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet som statsminister – men ønsker ikke selv at komme i regering.

HER GIK PARTIET VIRALT

“Giv de unge ro og fortæl dem, at de er gode nok, som de er.”

Sådan sagde SF’s børneordfører, Jacob Mark, blandt andet i 2018, da han i Folketinget holdt lidt af en brandtale, om det pres, som unge mennesker udsættes for med test og karakterræs i skolerne.

Talen gik viralt, og er i skrivende stund blevet set over 2,7 millioner gange på Facebook.

Villy Søvndal, der er tidligere SF-formand og udenrigsminister, gik i 2009 viralt, da han skulle holde tale i forbindelse med et klimatopmøde i København.

Det var særligt Villy Søvndals engelskkundskaber, som danskerne morede sig over. Det blev til flere sjove videoer på nettet.