Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

KLIMA

Det har været den varmeste sommer i vores liv. Er vi doomed?

Maja Hagedorn Hansen | 3. august 2018 

Derfor skal du læse med:

Den glohede sommer har ikke rigtigt noget med global opvarmning at gøre. Og så alligevel. For i fremtiden kan den her ferie faktisk gå hen og blive husket som ganske kølig. Og det skyldes global opvarmning.

Maja Hagedorn Hansen

Maja Hagedorn Hansen

Jeg er 26 år gammel og journalist og redaktør på Spektrum. Jeg skriver om alt mellem himmel og jord, men jeg interesserer mig særligt for international politik.

Jeg kan ikke mindes en varmere sommer end den her.

Der har allerede været over 60 sommerdage, hvor temperaturerne kravler om på den anden side af 25 grader, og intet tyder på, at varmen er ved at forsvinde.

Men som dagene er gået, og jeg efterhånden for længst har været gennemblødt af sved langt flere gange end af regndråber, har en tanke meldt sig: Det her vejr er for godt til at være sandt. Noget må være i vejen.

For lad os kigge på fakta: 

Vi fik årets første sommerdag allerede i april. Juli var ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) mere solrig end nogen anden juli i dansk vejrhistorie. Og samtidig var måneden den fjerde tørreste juli siden 1874.

Landmændene er hårdt ramt af tørken. Efter en lang tørkeperiode ser det ud til, at det danske landbrug får den værste kornhøst i 100 år. Derfor drøfter politikerne lige nu muligheden for at komme med en økonomisk håndrækning. 

Kan det varme vejr virkelig være et rent tilfælde? Eller har klimaforandringerne for alvor sat ind?

Hvad svarer eksperterne så?

At det vilde sommervejr mest er et tilfælde.

“Det er et spil mellem tilfældigheder og menneskeskabte klimaforandringer,” siger Ole Bøssing Christensen, der er ph.d. og klimaforsker ved DMI, da jeg ringer.

“Vejret er nok blevet hjulpet på vej af den globale opvarmning. Men man skal passe på med at lave årsagssammenhænge,” tilføjer han.

Dog har klimaforandringerne måske betydet, at det er en lille smule varmere.

Historisk set er vejret skiftet meget fra år til år i Danmark, forklarer Eigil Kaas, der er professor i klima- og geofysik ved Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet.

“Eksempelvis var starten på sommeren i 1947 varmere, end den vi har i år. Men havde vi haft samme vejrsituation og vejr som dengang i år, var det formentlig blevet endnu varmere på grund af klimaforandringerne,” siger han til DR og fortsætter:

“August 1975 havde vi varmerekord herhjemme med 36,4 grader. I dag havde vi måske haft 37 grader.”

Så det bliver varmere i fremtiden?

Ja. I fremtiden vil vi mærke højere sommertemperaturer på grund af den globale opvarmning. 

Faktisk tyder helt ny forskning på, at klimaforandringerne har mere end fordoblet risikoen for hedebølger som den i år. 

Allerede i 2040 kan den ekstreme varme ramme hvert andet år. Det forklarer Friederike Otto, der arbejder på Oxford Universitet og er én af forskerne bag det skræmmende fremtidsscenarie, til The Guardian.

Siden 1880 er gennemsnitstemperaturen herhjemme steget med 1,4 grader.

Og spørgsmålet er ikke, om temperaturerne i snit vil fortsætte med at stige. Det er i stedet hvor meget.

På den måde kan sommeren ’18 blive husket som nærmest kølig i fremtiden, forklarer klimaprofessor Jens Hesselbjerg Christensen.

Han er ansat ved Niels Bohr Instituttet og har sammen med andre forskere fra FN’s Klimapanel vundet Nobels Fredspris tilbage i 2007 for sit arbejde.

“Hvis man skruer tiden 50 år frem, og udledningerne (af drivhusgasser, red.) fortsætter som nu, vil sommerens hedebølge nærmest føles behagelig,” siger klimaprofessoren til Politiken.

hvad kan jeg så gøre for at mindske udledningerne?

Du kan for eksempel spise mindre kød –  specielt oksekød – og flyve mindre. 

Du kan også skrue ned for impulskøbene i H&M og i stedet shoppe i genbrugsbutikker.

Eller du kan støtte foreninger eller organisationer, der arbejder for at forbedre klimaet.

Og så kan du – hvis du ellers kan stemme til det næste folketingsvalg – vælge et parti eller en politiker, der har klimaet som sin mærkesag.