Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

CORONA

Jeres tip til coronakultur: En virtuel tur i Det Kongelige Teater og online-brætspil

17. april 2020  |  Maja Hagedorn Hansen

Derfor skal du læse med:

Vi bad jer komme med jeres bud på, hvad man kan lave fra sin isolerede sofa, hvis man trænger til lidt kultur. Her er de fire bedste tip.

Maja Hagedorn Hansen

Maja Hagedorn Hansen

Jeg er 28 år gammel og journalist på Spektrum.

Jeg går meget op i politik – hvad enten det er i Danmark, Europa eller resten af verden.

Tidligere har jeg blandt andet arbejdet på Berlingskes indlandsredaktion og Ritzaus udlandsredaktion.

Som noget særligt har Det Kongelige Teater lagt en række forestillinger online. Konceptet hedder Kgl Extra, og I er flere, der har anbefalet det.

Der er Romeo og Julie som ballet, La Traviata, La Bohème, balletversionen af Alice i Eventyrland og meget, meget mere. Og så er det altså helt og aldeles gratis.

 

Kultur behøver ikke være fancy Mozart-operaer. Det kan også bare være en god bog! Og ligegyldigt om du er til krimi, klassikere eller fantasy, garanterer jeg, at du kan finde den helt rette bog hos eReolen. Ovenikøbet kan du både vælge mellem e-bøger, lydbøger og podcasts.

eReolen koster ikke noget at bruge, fordi det er bibliotekerne, der står bag.

Nu er vi er ved det. Der findes cirka en trillion podcasts. Så hvorfor ikke dykke ned i én eller flere – imens kan du jo for eksempel gå en tur i forårssolen.

På Spotify og DR ligger der en masse gratis. Du kan eksempelvis dykke ned i dansk raps historie i Den nye stil eller tv-seriernes verden i Binge – med Frederik og Casper. På Spotify finder du blandt andet Politikens Poptillæg, der hver uge kaster sig over popkulturen – hvad enten det er på nettet, i musikkens verden,  i tv eller film.

Du kan også breake brætspillene ud online eller ringe op til vennerne via FaceTime. 

Monopoly kan du spille gratis online med venner her.

Du kan også tage et slag whist eller andre gode virtuelle kortspil her.

Og så kan du i coronaens ånd være med til at optrævle og udrydde en verdensomspændende pandemi i spillet Pandemic her.

FAKTA: Corona lukkede Danmark ned

En coronavirus, der gør os syge med COVID-19, har spredt sig verden rundt.

11. marts lukkede statsminister Mette Frederiksen derfor Danmark ned for at stoppe virussen fra at sprede sig så hurtigt.

Det betød, at alle restauranter, biografer, sportshaller, fitnesscentre, muséer, storcentre og meget mere blev tvunget til at lukke – og dermed kunne de ikke tjene penge.

Kilder: ssi.dk, regeringen.dk.