joy mogensen_forside
Henning Bagger/Ritzau Scanpix

CORONA

Derfor bruger politikerne millioner på at redde museer og teatre fra coronakrise

17. april 2020  |  Maja Hagedorn Hansen

Derfor skal du læse med:

Coronakrisen har presset teatre, muséer og spillesteder til det yderste, fordi alt er lukket ned. Derfor har kulturen fået økonomisk hjælp af politikerne. Men det tog tid. Blandt andet fordi kultur ikke fylder særlig meget til hverdag i dansk politik.

Maja Hagedorn Hansen

Maja Hagedorn Hansen

Jeg er 28 år gammel og journalist på Spektrum.

Jeg går meget op i politik – hvad enten det er i Danmark, Europa eller resten af verden.

Tidligere har jeg blandt andet arbejdet på Berlingskes indlandsredaktion og Ritzaus udlandsredaktion.

Samtlige fodboldstadioner, muséer, spillesteder og biografer har i over en måned stået tomme.

De er nemlig blevet tvunget til at lukke i kampen mod coronavirus – ovenikøbet som nogle af de første og i foreløbigt længst tid. Det har betydet, at flere steder er kommet i store økonomiske problemer, fordi de ikke kan tjene penge, når de ikke må holde åbent for besøgende.

Efter rigtig meget kritik har kulturen dog fået både hjælpepakker med penge og en hel del opmærksomhed.

For at forstå, hvordan kulturen får hjælp, og ikke mindst hvorfor ministeren fik så meget skæld ud for ikke at gøre noget, har jeg allieret mig med Peter Pagh-Schlegel, der er kulturredaktør på Altinget.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck

Peter Pagh-Schlegel er journalist og kulturredaktør på Altinget, som Spektrum er en del af.

Politikerne prøver at kompensere økonomisk og giver en pose penge til dem, der taber på coronakrisen. 

På kulturområdet gælder det de her tre områder:

  1. De store events som festivalerne og koncerterne, der både skulle refundere billetter og samtidig betale kunstnerne.
  2. De mindre kulturinstitutioner som små museer og små teatre, der er tvunget til at holde lukket og på den måde taber penge, fordi de ikke kan sælge billetter.
  3. Og så er der dem, der skaber indholdet. Musikere, skuespillere, lydmand, folk der sætter lys op, arrangørerne.

Arrangørerne har fået en hjælpepakke. Den skal forlænges, fordi store forsamlinger er forbudt foreløbigt til 1. september. Det bliver der forhandlet om lige nu.

Og selvstændige kunstnere har også fået en pakke. Den er der blevet rettet på rigtig mange gang undervejs, og spørger du nogle kunstnere og politikere, er det stadig ikke 100 procent på plads.

For det er sværere at hjælpe kulturlivet end på andre områder. Mange af dem, der arbejder med kultur, har nemlig ikke 9-16-job med en fast månedsløn. De har måske mange små job og opgaver her og der. Så det er svært at regne ud, hvad de præcis skal have i økonomisk hjælp.

Det har den mere eller mindre gjort. Men der er nogle områder, hvor der stadig forhandles. Og lige nu er de kulturinstitutioner, der får offentlig støtte, stadig i risikozonen for at dreje nøglen om. Støtten betyder nemlig, at de ikke kan få kompensation. Og det skal de have. Ellers kan de ende med at gå konkurs.

Men der har været kritik af forløbet omkring hjælpepakkerne. Kulturminister Joy Mogensen fra Socialdemokratiet bad folk i kulturlivet om at udvise samfundssind og tålmodighed – underforstået, at mange skulle hjælpes, og at det ikke kun var kulturlivet, men alle, der var på spanden. Det kunne hun jo godt have ret i, men det var ikke lige det, kulturlivet ville høre fra ministeren. De ville have, at hun beroligede dem og sagde: “Vi holder øje med jer.” Og at hun kæmpede kulturlivets sag i regeringen.

Siden har hun sagt, at hun er blevet klogere, og stemningen er blevet lidt bedre igen. Men det handler også om, at kulturministeren ikke har haft super meget magt i regeringen. Hun kan ikke love penge ud til kulturlivet, hvis hun ikke får lov af Finansministeriet og Statsministeriet.

Netop statsministeren talte pludselig også om kultur. Det var fordi, der kom et pres – både politisk fra nærmest alle andre partier og i medierne, hvor kulturministeren blev kritiseret. Derfor gav statsministeren en hjælpende hånd med en pose penge og ved at bakke kulturministeren op ved at sige, at kultur er vigtigt. Især i en tid som den her.

Stiller du det spørgsmål helt generelt, vil de fleste politikere nok sige, at kultur er vigtigt. Men det er en af de mindste poster i regeringen og også en af de mindste pengeposter. Så i forhold til hvad der ligger højt på den politiske dagsorden, hvor klima, on/off udlændinge og lige nu især sundhed har været de tre store emner, har kultur ligget væsentligt længere nede på rangstigen.

Det kan man også se hos vælgerne, når man spørger, hvad der er vigtigt for deres stemme. Der ligger kultur også meget lavt. Og kulturlivet selv vil jo nok også mene, at politikerne interesserer sig alt for lidt for kulturen.

Det er rigtig svært at svare på! Men det er meget usædvanligt, at en statsminister midt i en krisetid skriver og taler så meget om kultur. Pointen er, at når vi først står og mangler det, så kommer vi i tanker om, hvor vigtigt det er for os.

Men det er nok rimelig sandsynligt, at det på et tidspunkt bliver dagligdag igen, og politikerne får rigeligt med andre ting at tænke på.

Jeg tror dog, at kulturlivet håber på, at der kommer en større opmærksomhed på kultur på Christiansborg. En slags Janet Jackson-effekt: “You don’t know what you got til it’s gone.”

19. marts 2020: Først og fremmest en sundhedskrise

I et interview med Altinget sagde kulturministeren blandt andet, at kulturlivet skulle udvise samfundssind:

“De (kulturen, red.) skal se sig selv som borgere i Danmark, før de skal se sig selv som kulturaktører. Det her er en sundhedskrise først og fremmest. Før vi er kunstnere og ansatte i kulturlivet, så er vi mennesker. Mennesker, som skal leve.”

“Jeg sørger for, at kulturlivet har det godt i Danmark. Det gør jeg på en måde til hverdag, men i denne her helt ekstraordinære situation gør jeg det bedst ved at tænke på tværs af ministerierne. Ulempen er, at man ikke får alle de særpakker, hvor man lynhurtigt kan se, at “de her penge er til mig”. Der vil jeg tillade mig at opfordre til noget samfundssind. Min opgave har været at få kulturen ind i de store hjælpepakker.”

25. marts 2020: Upassende at tale om kultur midt i coronakrise

I et interview med Berlingske fastholdt Joy Mogensen, at kulturlivet ikke skulle forvente særbehandling:

“Det her er ikke en kulturkrise, men en samfundskrise.”

“Det er ligesom i Maslows behovpyramide. Hvis ikke gaderne er trygge, kan man heller ikke have et blomstrende kulturliv, eller for den sags skyld hvis mennesker ligger og dør. Folk mangler værnemidler på hospitalerne, og jeg ville selv opfatte det som upassende, at jeg stod og talte om kultur lige nu.”

28. marts 2020: Vil forhandle om ekstra hjælp til kulturen

I en pressemeddelelse erkender ministeren, at der er brug for mere hjælp til kulturlivet:

“Kulturlivet er hårdt ramt af Corona-krisen. Regeringen er optaget af, at vi får hjulpet hele kulturlivet igennem krisen på den bedst mulige måde. Størstedelen af løsningerne ligger i de centrale hjælpepakker, som regeringen allerede har præsenteret, men der er brug for, at vi følger op og ser på områder, der stadig mangler en løsning.”

“Vi kan ikke hjælpe alle med alt – men vi prøver at hjælpe flest med mest.”

Kilder: Altinget.dkBerlingske og Kulturministeriet.

Ris, ros, spørgsmål eller gode idéer – alt er velkommen! Hvis du ønsker at skrive et debatindlæg til Spektrum eller bidrage med en anden form for indlæg til vores site, inklusiv video, kontakt os. Vi hjælper med at redigere indlægget eller videoproduktionen inden det publiceres online.

Læs vores privatlivspolitik inden, du accepterer den i kontaktformularen.