Foto: Susan Walsh/AFP/Ritzau Scanpix

VERDEN

DA DONALD TRUMP MØDTE KIM JONG-UN: DET SKAL DU VIDE OM den "HISTORISKe" AFTALE

Maja Hagedorn Hansen | 15. juni 2018 

Derfor skal du læse med:

Hele verden så med, da Donald Trump og Kim Jong-un mødtes i Singapore. Mødet var historisk. Men aftalen er slet ikke så “omfattende” og “historisk” som de to lod forstå. 

Maja Hagedorn Hansen

Maja Hagedorn Hansen

Jeg er 26 år gammel og journalist og redaktør på Spektrum. Jeg skriver om alt mellem himmel og jord, men jeg interesserer mig særligt for international politik.

Så skete det.

Donald Trump skrev historie, da han som den første amerikansk præsident nogensinde tirsdag mødtes med Nordkoreas leder, Kim Jong-un, på et længe ventet topmøde i Singapore.

De to lande har nemlig altid været ærkefjender. 

Men pludselig sad de to mænd ved siden af hinanden og smilede til kameraerne, mens de underskrev en aftale, der blandt andet handlede om atomafrustning.

Og efter flyveturen hjem til Det Hvide Hus skrev præsident Trump:

“Lige landet – en lang tur, men alle kan nu føle sig meget mere sikre, end den dag jeg kom til magten. Der er ikke længere en atomtrussel fra Nordkorea.”

“Mødet med Kim Jong-un var interessant og en meget positiv oplevelse. Nordkorea har stort potentiale i fremtiden!”

Men var de ikke totalt uvenner?

Jo, det var de.

Ovenikøbet med ret underholdende smack talk til følge. Her får du lige to hurtige eksempler:

Donald Trump: Raketmanden er på en selvmordsmission for sig selv og sit regime.

Kim Jong-un: Jeg vil med sikkerhed tæmme den mentalt forstyrrede, amerikanske senile olding med bål og brand.

Derfor føltes mødet mellem de to mænd i Singapore i virkeligheden mest af alt som den scene i filmen Step Brothers (hvis du ikke har set den, så gør det, den ligger på HBO Nordic, selv tak), hvor Brennan (Will Ferrell) kigger på sin ellers så forhadte stedbror, Dale (John C. Reilly), og råber:

“Did we just become best friends?”

Men selv uden den (indrømmet) ret underholdende råbekonkurrence mellem Trump og Kim, har de to landes forhold altid været fjendtligt.

Da Koreakrigen brød ud i begyndelsen af 1950’erne, støttede amerikanske styrker nemlig Sydkorea.

Krigen mellem Nord og Syd er aldrig afsluttet. I stedet har en våbenhvile varet i næsten syv årtier.

Og den tid har Nordkorea, der isolerede sig og blev et totalitært og brutalt regime styret af én familien, brugt på at arbejde imod at udvikle atomvåben.

Hvad kom der så ud af mødet?

En aftale, som Donald Trump kaldte “omfattende”, og som Kim Jong-un kaldte “historisk”.

Men spørger man eksperterne, var den noget tynd og minder om tidligere aftaler. Endda er den på nogle områder mere svævende.

I alt var der fire punkter i aftalen, som du kan læse om her.

Et af de fire punkter går på, at Nordkorea vil arbejde hen mod en fuldstændig atomafrustning.

Men der står ikke noget om hvornår, det skal ske – eller hvordan. Desuden kan sætningen betyde alt, lige fra at Nordkorea ikke skal have atomvåben, til at hele verden skal være atomvåbenfri.

Derudover lovede Donald Trump for rullende kameraer, at USA vil stoppe med at afholde militærøvelser i Sydkorea. Øvelserne var “provokerende” konstaterede han.

Hvad så nu?

USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, skal stå i spidsen for flere forhandlinger med Nordkorea “så hurtigt som muligt”.

Snakkede de slet ikke om menneskerettigheder?

90 procent af samtalen handlede ifølge Donald Trump om atomtruslen fra Nordkorea.

Men han nævnte også spørgsmålet om menneskerettigheder, sagde præsidenten.

For nu er Nordkorea jo ikke ligefrem kendt for at være et paradis for almindelige nordkoreanere.

Faktisk mener man, at op mod 100.000 personer bliver holdt fanget i arbejdslejre.

Og i 2014 kritiserede en FN-komité Nordkorea for blandt andet at stå bag tortur, henrettelser og overtrædelser af retten til ytringsfrihed.

Kim Jong-un beskyldes endda for at have dræbt flere familiemedlemmer, blandt andet sin onkel og sin halvbror, for at styrke sin magtposition.

Men det glemte han måske at nævne, da Donald Trump berørte emnet. I hvert fald var den amerikanske præsident meget rosende over for ham oven på mødet i Singapore.

Ombord på sit fly på vej mod USA fortalte Donald Trump ifølge mediet Politico, at Kim Jong-un er en “kløgtig” og “sjov fyr”, som “elsker sit folk”.

Kilde: BBC, Unicef, CIA World Factbook

Kommer der så fred nu?

Ikke sådan lige med det samme. 

Aftalen er “svagere end de tidligere”, siger tidligere CIA-analytiker og Korea-ekspert Bruce Klingner til New York Times og fortsætter:

“Den er et første skridt, men det er mere en snublen end et skridt. Den er ikke al den hype, som der tilfalder den, værd.”

Der er nemlig “ikke rigtig nogen, der forpligter sig til noget som helst i virkeligheden”, som Liselotte Odgaard, forsker ved Forsvarsakademiet og ekspert i Nordkorea, har sagt til TV 2.

Men det er vel bedre end ingenting?

Bestemt. 

Flere peger eksempelvis på, at frygten for en atomkrig er faldet betragteligt siden sidste års “bål og brand”-trusler.

Og så er der mere håb forude, fordi der trods alt er skabt et grundlag for at få de mange manglende detaljer i aftalen på plads.

“Det er en uimponerende begyndelse, men det her skulle aldrig være mere end startskuddet for en marathonproces, som vi må vente et år eller to med at bedømme,” siger Sokeel Park, der står i spidsen for forskning og strategi hos organisationen Liberty in North Korea, til BBC.