Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

SKOLE

Ny undersøgelse: Elever roser lærere for corona-undervisning – men hver femte føler sig hægtet af

28. april 2020 (opdateret 6. maj 2020)  |  Maja Hagedorn Hansen

Derfor skal du læse med:

De fleste elever og forældre svarer i en ny undersøgelse, at lærernes corona-undervisning er god. Men en god portion har svært ved at følge med. De skal have lov at komme tilbage i skole, mener både professor bag undersøgelsen og elevernes organisation.

Maja Hagedorn Hansen

Maja Hagedorn Hansen

Jeg er 28 år gammel og journalist på Spektrum.

Jeg går meget op i politik – hvad enten det er i Danmark, Europa eller resten af verden.

Tidligere har jeg blandt andet arbejdet på Berlingskes indlandsredaktion og Ritzaus udlandsredaktion.

I halvanden måned har lærerne undervist gennem en skærm i stedet for foran et fyldt klasseværelse.

Og nu får de ros for deres arbejde. I hvert fald fra flertallet af elever i 3. til 9. klasse på skoler i seks jyske og fynske kommuner. Det skriver tre professorer fra Aarhus Universitet og Syddansk Universitet i en ny rapport.

I alt 5.953 elever har svaret. Af dem siger cirka 7 ud af 10, at de er enige eller overvejende enige i, at lærerne klarer det godt. Og under 1 ud af 10 er uenige eller overvejende uenige.

Lærerne har altså gjort det rigtig godt, mener Karen Wistoft. Hun er én af professorerne bag rapporten og forsker hos Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) ved Aarhus Universitet.

“Lærerne har handlet og løst nogle opgaver, som var dem fremmede – og de har gjort det godt,” siger hun.

Nogle elever føler, det er svært at få hjælp

Rapporten viser dog også, at ikke alle elever er lige glade for at gå i skole hjemmefra.

”Der er en andel af eleverne – og det er ikke en lille andel – som ikke synes, de kan følge med. Som ikke har det, man kalder tiltro til egne evner, og som vurderer, at de ikke selv kan klare opgaver, læreren stiller” siger Karen Wistoft.

Blandt andet oplever cirka en femtedel, at det ikke er nemt at få hjælp af en lærer. Og nogle – 7,3 procent eller cirka 400 af eleverne – oplever, at det ikke er nemt at få hjælp af en forælder.

Derfor mener professoren, at der er brug for at give mere hjælp til de elever, som har det for svært med at få undervisning bag en skærm: En slags ”i særlig nød”-undervisning, som hun kalder det:

“Den skal være målrettet de elever, der bare ikke bliver set, mødt eller føler, de kan følge med,” siger Karen Wistoft.

Fakta: Sådan har forskerne undersøgt corona-undervisning

I et samarbejde har tre professorer og en adjunkt undersøgt nødundervisningen, efter at regeringen lukkede alle landets skoler i marts.

Første uge i april blev der lagt link til spørgeskema på alle skolernes Aula i Aarhus, Frederikshavn, Hjørring, Lemvig, Odense og Svendborg kommune.

Det var muligt at svare frem til 20. april.

Cirka 6.000 elever og 5.000 forældre svarede.

Svarene fordeler sig jævnt over 3.-9. klassetrin, geografi, sociale og økonomiske faktorer.

Kilde: Professor Karen Wistoft.

Mange elever klager over undervisningen

Danske Skoleelever, der er elevernes organisation, er enig i, at lærerne generelt gør det godt. Nogle gør det endda helt fantastisk og nærmest bedre bag en skærm end i et klasseværelse, siger formand Thea Enevoldsen.

Der er bare et men. For Danske Skoleelever hører også fra elever, der – som man også kan læse i rapporten – bestemt ikke synes, at hverdagen er nem lige nu. 

”Vi modtager mange beskeder fra elever, som fortæller om en undervisning, der ikke er spændende nok, hvor de ikke er i kontakt med lærerne og klassen, og hvor de føler, at de sejler i egen sø,” siger formanden.

“Konsekvensen er, at de hopper af undervisningen. At de er demotiverede og ikke får lyst til at lære mere.”

På tide at komme tilbage i skole

Efter næsten halvanden måneds hjemmeundervisning vil Danske Skoleelever gerne have undervisningen tilbage til klasseværelserne .

”Drømmen er, at vi kan begynde at sende alle elever i skole igen,” siger Thea Enevoldsen.

Det er der dog ikke plads til, siger skolerne. Og det respekterer elevformanden.

”Men skolerne er jo ikke befolket hele dagen. De små møder mange steder ind tidligt og har tidligt fri, og så kunne man måske eksperimentere med, at de ældre elever kommer ind om eftermiddagen. Det ved jeg, at rigtig mange elever gerne vil,” siger hun.

Kan det ikke lade sig gøre, foreslår Thea Enevoldsen, at de større elever kan komme i skole et par dage om ugen. Eller som minimum give de elever, der eksempelvis slet ikke trives med hjemmeundervisningen, mulighed for at møde ind. Det er også noget, som professor Karen Wistoft foreslår.

skoler åbner nok ikke før sommerferien

Det er ikke endeligt besluttet, hvornår skolerne kan åbne for ældre elever. Men både lærere, kommuner og flere politikere har ifølge avisen Politiken opgivet idéen om at nå det før sommerferien. Der er dog – siden rapporten kom ud, og den her nyhed i første omgang blevet skrevet – ifølge avisen Berlingske kommet et flertal i Folketinget, som gerne vil give skoler lov til at åbne for de ældste elever, hvis de kan.

Elever fra 6. klasse og op står med andre ord muligvis overfor to måneder med fortsat hjemmeundervisning. Og kan det ikke være anderledes, skal der laves nogle klare krav til, hvad god undervisning i en coronatid er. Det mener i hvert fald Danske Skoleelever.

“Det er der jo til normal undervisning, men det er suspenderet lige nu,” siger Thea Enevoldsen.

FAKTA: De ældste folkeskoleelever skal stadig blive hjemme

  • Coronavirussen, der giver sygdommen covid-19, har lukket store dele af samfundet ned siden marts.
  • 16. marts blev samtlige elever officielt sendt hjem fra skole og fik i stedet fjernundervisning online.
  • 15. april kunne 0.-5. klasse og specialklasser begynde i skole igen.
  • Men elever fra 6.-10. klasse skal indtil videre blive hjemme til 10. maj. Og både lærere, kommuner og politikere har vurderet, at resten af klassetrinnene må vente med at vende tilbage til efter sommerferien.
  • Alle afgangseksaminer er desuden aflyst. I stedet får eleverne en standpunktskarakter i slutningen af juni.

Kilder: Berlingske, Politiken og Børne- og Undervisningsministeriet.

Læs mere om din skole i en coronatid

Ris, ros, spørgsmål eller gode idéer – alt er velkommen! Hvis du ønsker at skrive et debatindlæg til Spektrum eller bidrage med en anden form for indlæg til vores site, inklusiv video, kontakt os. Vi hjælper med at redigere indlægget eller videoproduktionen inden det publiceres online.

Læs vores privatlivspolitik inden, du accepterer den i kontaktformularen.