Foto: Casper Christoffersen / Ritzau Scanpix

POLITIK

Hvorfor stemmer vi ikke bare online til valg?

15. maj 2020  |  Caroline Tranberg

Derfor skal du læse med:

Andre lande har for længst gjort det muligt at stemme online, når der er valg. Men ikke i Danmark. Og faktisk er vi længere fra at gøre det end for 15 år siden, fortæller forsker.
 
Caroline Tranberg

Caroline Tranberg

Jeg er 28 år gammel og journalist på Spektrum.

Jeg skriver mest om politik – hvad enten det er i Danmark, Europa eller resten af verden.

Tidligere har jeg blandt andet arbejdet på faktatjekmediet TjekDet og på DR Ultras serie Klassen.

Jeg deler oplysninger om mig selv på internettet næsten hver dag.

Alle mine sundhedsoplysninger ligger online – og Facebook og Apple ved det meste om mig, fordi jeg selv har skrevet det ind på deres platforme. 

Derfor lyder det i mine ører som en fin idé, at man i både Estland og Schweiz kan stemme hjemme fra sin computer, når der er folkeafstemninger. 

I medierne har jeg også læst IT-folk argumentere for, at deres digitale platforme er sikre nok til, at man kan give lov til at sætte computerkrydser hjemmefra i stedet for blyantskrydser på papir i den nærmeste sportshal.

Jeg synes, at der er ret mange gode argumenter for, hvorfor vi bør stemme online. Så hvorfor gør vi det ikke?

Det ved Jakob Linaa Jensen, som er leder for Center for Medier og Innovation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Ham ringede jeg til for at få nogle svar.

Jakob Linaa Jensen er leder på Center for Medier og Innovation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Han har forsket i valgdeltagelse i 20 år og skrevet bøger om blandt andet digitalt demokrati og sociale medier.

Lige nu skriver han på en kritisk bog om internettet.

I mine øjne er det vigtigste argument, at der står i Grundloven, at man skal kunne “afgive sin stemme utvunget”.

Det betyder, at hvis du sidder derhjemme og stemmer, kan vi ikke være sikre på, at for eksempel forældre ikke tvinger deres børn til at stemme på noget bestemt.

Da min mormor var gammel og svækket, havde hun min moster med inde og stemme, og det måtte hun dårligt nok. Der skal virkelig noget til for at få lov til at komme med ind.

Et andet vigtigt argument er, at man er mindre egoistisk, hvis man skal ud og stemme. Forskning viser, at hvis jeg sidder hjemme og råber af mit TV, så er jeg meget privat i mine holdninger.

Hvis jeg i stedet for skal hen på en skole, på rådhuset eller i en gymnastiksal og stemme, ser jeg måske en gammel pensionist eller en enlig mor på vejen og kommer i tanker om, at jeg også skal tage hensyn til dem, når jeg stemmer.

Jeg har forsket i valgdeltagelse i 20 år, og sidste gang så jeg især på unge.

Jeg fandt ud af, at det passer ikke, at unge har en lav valgdeltagelse og er politisk uinteresserede. Man behøver ikke at tale et ungt sprog og lave “ungdoms-TV” eller “ungdomsvalg” for at engagere unge i valg.

Det vigtigste er at tale om de emner, der er relevante i unges verden. Ingen gider, at politikere taler ned til dem. Politikerne skal heller ikke tale ned til mig, så bliver jeg sur.

Folk, der arbejder med IT, vil altid sige, at vi skal stemme online, fordi vi kan. Men mange danskere stoler ikke på, at myndighederne håndterer vores data ordentligt.

Vi kan nok alle huske, da fem millioner CPR-numre blev lækket til kineserne. 

Under corona er der også snak om en såkaldt corona-app. Den vil have os til at taste ind, hvis vi er syge, og så vil den holde øje med, om du har været i kontakt med andre, der er smittede.

Det er et kæmpe problem, fordi staten får meget personlige oplysninger om os, som de gemmer på deres egen server. Faktisk er Google og Apples løsninger mindre vidtgående, fordi de gemmer data om os på vores egen telefon.

Men med de tekniske løsninger, man bruger i dag, har IT-folk ret i, at det er muligt at stemme online i dag. Så er der bare alle de andre argumenter imod.

Databeskyttelse er ligesom ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Det er et fundament for demokratiet.

Efter Muhammedkrisen hørte jeg nogle i et tog sige, at “ytringsfrihed er jo bare noget, nogen har fundet på”, og at “vi skal ikke krænke andre”.

Men prøv at tænke på, hvordan mindretals position i samfundet havde været, hvis ikke det havde været tilladt at råbe op om mindretals rettigheder. Prøv at tænke på, hvordan det eksempelvis havde været med kvinders rettigheder i dag, hvis ikke rødstrømpebevægelsen havde haft ret til at demonstrere dengang.

Det er vigtigt, at din data ikke bliver spredt, fordi staten ikke skal have private oplysninger om dig.

Derfor er GDPR-reglerne også en rigtig god ting, selvom det er besværligt for mig og andre forskere. Ligesom jeg ejer mine egne penge og mine egne organer, siger GDPR-reglerne, at jeg ejer mine egne data, som jeg producerer på internettet.

Jeg ved godt, at vi ikke går direkte fra, at mine data bliver krænket, til at vi har et diktatur. Men lige så snart vi begynder at gå på kompromis med de her ting, er det en glidebane, og så er demokratiet truet.

Estland elsker internettet på grund af landets historie.

De var besat af Sovjetunionen og brød fri i 1991. Samtidig begyndte internettet at komme frem. Derfor ser Estland internettet som et symbol på frihed, og derfor er der måske nogle kritiske spørgsmål, som de ikke stiller.  

Men både i Estland og Schweiz har man ikke afskaffet afstemningerne med papir og blyant i et valglokale. Det er valgfrit, om man vil stemme fysisk eller digitalt.

I 1999 troede man i Danmark, at man snart skulle rykke afstemningerne online. Men nu kender man mere til omfanget af internettet, og der er kommet mange modargumenter.

Derfor vil jeg mene, at Danmark lige nu er længere fra at komme til at stemme online til valg, end vi var for 15 år siden.

 

FAKTA: Den første online afstemning i Estland

I 2005 blev 2 procent af stemmerne til Estlands kommunalvalg afgivet online.

Estland var de første til at gennemføre et parlamentsvalg, hvor man kunne stemme online via e-mail. Dengang blev 5,4 procent af stemmerne afgivet digitalt.

Til europaparlamentsvalget i 2014 var 44 procent af stemmerne i Estland afgivet digitalt.

Kilder: Folketinget og Jyllands-Posten