UGENS OVERBLIK

ung med Tourette, brexit og to pandaer fra Kina

Det går vi op i på Spektrum lige nu

“Cunt!” råber 20-årige Nicolai Jespersen ofte ud i det blå.

Han lider af sygdommen tourette syndrom, der medfører ufrivillige lyde og bevægelser.

Det har han lært at grine af, for på den måde kan han leve med det:

Nicolais tourette brød for alvor ud til en fest, hvor han pludselig begyndte at skrige. Og ikke kunne stoppe.

Det tog noget tid at lære at grine ad sygdommen, som gør, at han ofte kommer til at kalde sin mor for luder, eller råbe “jeg har en bombe”. 

Tourrete har betydet, at Nicolai har haft svært ved at gennemføre en uddannelse.

Det var derfor et stort selvtillidsboost, da han som 18-årig fik stillet diagnosen. For da fandt han ud af, hvad der var galt – og hvordan han skal arbejde med det.

Skal vi have en mindsteløn i Danmark?

Eksempelvis har 22 ud af 28 EU-lande mindsteløn. Men i Danmark har vi ikke haft det i mere end et århundrede.

Hvorfor diskuterer vi det så nu?

Fordi statsminister Lars Løkke Rasmussen fra Venstre har skrevet en opdatering på Facebook om det.

I Danmark har vi aftalt lønnen mellem arbejdsgiverne og arbejdstagerne i over et århundrede – i stedet for at lave love om det. Det kaldes Den danske model – og den fungerer faktisk ret godt.

Men den gør, at folk uden den slags aftaler, eksempelvis udenlandske lastbilchauffører, får en lorteløn i Danmark.

Ung med diabetes

Hvordan er det at være teenager og samtidig have den kroniske sygdom diabetes?

På mange måder helt fint, viser en ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed, der hører under Syddansk Universitet.

Men lige præcis for gymnasiepiger er det ikke altid nice. De har oftere problemer med at sove i forhold til andre på deres alder uden diabetes. Og de er også oftere utilfredse med deres spejlbillede.

Det er et problem, mener sundhedsminister Ellen Trane Nørby fra Venstre:

“Vi skal generelt støtte børn og unge med diabetes langt mere og bedre, end vi gør i dag.

Panda-power?

Hvad kan man egentlig bruge pandaer til?

At få mere magt!

Og det er derfor, at de to pandaer Mao Sun og Xing Er torsdag ankom til Københavns Zoo fra Kina, som, ja, vil have mere magt. 

Det har krævet 9 års forberedelser at få udlånet i stand. Og både dronning Margrethe og statsminister Lars Løkke Rasmussen fra Venstre står klar til at hilse på dem, inden vi andre kan se bjørnene i zoo.

Hvordan fungerer det så, det med magten?

I det her tilfælde handler det ifølge Berlingske om, at Kina gerne vil gøre Danmark lidt blød i knæene med de store bamser, fordi Grønland er en del af vores rigsfællesskab. Og Grønland er lig med adgang til Arktis, som lige nu er noget, mange lande kæmper om.

Om det virker, må tiden vise. I hvert fald skal Mao Sun og Xing Er bo her i Danmark de næste 15 år. Så der er lidt tid at løbe på.

Hvornår smutter Storbritannien fra EU?

Det skulle have været natten mellem 29. og 30. marts, at briterne forlod EU-klubben, efter at de stemte sig ud for snart tre år siden
 
Men de kan simpelthen ikke blive enige om, hvordan det skal ske. Med de mener vi primært politikerne i Storbritanniens parlament.
 
Nu har  de fået lov at vente til enten 12. april eller 22. maj – alt afhængig af om de kan blive enige om en skilsmisseaftale eller ej. Ingen aftale = ud om en uge. Det er dermed status lige nu.
 
Alligevel er heller ikke 12. april en sikker dato. For så sent som fredag bad Storbritanniens premierminister, Theresa May, om mere tid – helt til 30. juni.

Det er på den anden side af det kommende valg til Europa-Parlamentet. Som briterne egentlig ikke er med i.

Forvirret? Det er vi også. Men måske er vi blevet klogere i næste uge.

Homo? Forhåbentlig ikke i Brunei

Man skulle ikke tro, den slags kunne ske i 2019. Men der findes altså stadig mennesker, som ikke fatter noget.

Som for eksempel det olie-rige land Brunei, hvor man i onsdags indførte nye strenge sharialove, der blandt andet indfører dødsstraf ved stening (!!!) for anal- og homosex samt utroskab.

Både lande som Danmark, USA og Frankrig samt kendte som skuespilleren George Clooney og sangeren Elton John har kritiseret Brunei på det kraftigste.