CORONA

4 x faktatjek: kan man neutralisere coronavirus ved at spise sne?

19. marts 2020  |  Lucas Dandanell

Derfor skal du læse med:

Sociale medier flyder over med gode råd til, hvordan du bliver helbredt, hvis du bliver smittet med COVID-19. Det er dog langt fra alle råd, der er lige brugbare. Nogle er faktisk decideret forkerte. Spektrum har lavet en oversigt over 4 råd, der har floreret på Facebook på det seneste.

Lucas Dandanell

Lucas Dandanell

Jeg er 27 år og praktikant på Spektrum.

Når jeg ikke er her, læser jeg Kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Jeg er udpræget sprognørd - og arbejder lige nu på at excellere mine skills i at lave memes.

Overalt i medierne kan man høre om den coronavirus-pandemi, der lige nu hærger i store dele af verden. Fordi virussen er af hidtil ukendt karakter, vil der næsten med garanti blive startet nogle falske rygter om, hvordan du kurerer virussen.

Du har måske allerede hørt, at “sne kan neutralisere virussen”, at “man kan afsløre, om man er smittet ved at holde vejret i 10 sekunder”, eller at “man kan dræbe virussen ved at tage til saunagus i Frederiksberg Svømmehal (eller hvilken som helst anden sauna).”

Da de fleste af os alligevel er isoleret derhjemme – og derfor kan se frem til mange uger med puslespil, fælles morgensang med mor og far og rasende mange samtaler om coronavirussen – kan du med fordel læse Spektrums faktatjek og blive klogere på, hvad der er sandt, og hvad der er helt hen i vejret.

Så kan du måske irettesætte din far næste gang, han i takt med gaflen, der i pendulfart kører frikadeller ind, svinger en ny påstand hen over middagsbordet.

Forklaring: Der har den seneste tid floreret et billede (se nederst) på sociale medier, der påstår, at hvis man holder vejret i 10 sekunder, kan man finde ud af, hvorvidt man har coronavirus eller ej.

Uddybning: ”Folk bliver meget forskelligt syge af coronavirus. Nogle kan næsten ikke mærke symptomer, andre vil have en lille smule forkølelse eller lidt ondt i halsen. De personer vil uden problemer kunne holde vejret i ti sekunder,” siger Pernille Hauschildt, der er ledende overlæge på afdelingen for lungesygdomme ved Aarhus Universitetshospital, til faktatjekmediet TjekDet.

Konklusion: Falsk

Råd: Ved at holde vejret i 10 sekunder, kan du altså ikke se, om du er inficeret med coronavirus. Du kan muligvis nok fjerne de propper, du har haft i ørene hele dagen, eller forberede dig på det dykkercertifikat, du er ved at tage. Men det er så også dét. Følg hellere de udmeldinger, der kommer fra regeringen om, hvordan du skal håndtere sygdommen og generelt hele situationen.

Sådan så billedet ud:

Læs mere HER

FAKTA: Eu og techgiganter samarbejder mod fake news om coronavirus

EU gik i marts sammen med Microsoft, Google, Twitter og Facebook for at lave en fælles indsats mod fake news om coronavirussen.

Det kom der det her ud af:

Søger du på coronavirus på Google, Facebook og Twitter, bliver du sendt til troværdige kilder.

Facebook giver gratis annonceplads til bl.a. WHO, så de lettere kan få deres budskaber ud.

Sundhedsstyrelsen har fået lov til – gratis – at sprede informationer om coronavirus på Facebook.

Søger du ’coronavirus’ på Twitter, kommer der en henvisning til Sundhedsstyrelsens officielle twitterkonto og hjemmeside.

Kilde: TjekDet

Vi journalister på Spektrum arbejder i samme hus som faktatjekmediet TjekDet. Deres journalister sidder netop nu og tjekker fake news om coronavirussen.

TjekDet holder især øje med de opslag på Facebook og Instagram, som får allerflest likes og delinger – og undersøger så, om indholdet er sandt eller falsk. Det gør de ved at ringe til minimum to eksperter på området. Hvis de er enige om, at det er falsk, kan TjekDet sætte en advarsel på opslaget, så du kan se, at det er forkert.

Læs mange flere faktatjek om coronavirus fra TjekDet lige HER

Forklaring: Ligesom første påstand har denne også rod i de sociale medier, hvor en artikel beskriver, hvordan “C-vitamin kan have en effekt på coronavirus”, er blevet delt mere end 9.000 gange.

Uddybning: “Det er rent kvaksalveri. Det er helt uvederhæftige sundhedsråd, der gives på en meget bombastisk måde, hvor man helt uden forbehold af nogen art anbefaler kæmpestore doser af C-vitamin og påstår, at det vil virke mirakuløst,” siger Svend Stenvang Pedersen, der er ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling Q på Odense Universitetshospital, til DR. 

Han slår fast, at man hverken kan forebygge eller behandle COVID-19 med C-vitamin. C-vitamin kan have betydning for kroppens immunforsvar, hvilket kan have en effekt på, hvordan kroppen tager imod en evt. smitte af coronavirus. Men det har altså ikke en direkte effekt på, hvorvidt man kan blive smittet eller ej.

Konklusion: Falsk

Læs mere HER

Forklaring: Man kan diskutere, om det nogensinde er en rigtig god idé at spise sne – om den er gul eller ej. Ikke desto mindre er dét, hvad selvsamme opslag (se grafik) påstår skulle have en effekt på coronavirussen.

Uddybning: Drikker man meget isvand, kan det være med til at holde kroppen hydreret. Er man så heldig, at man skulle støde på noget sne i Danmark midt i marts måned, og man sågar spiser det, vil det muligvis have samme effekt. Og det er så i øvrigt nok det eneste, man får ud af at spise sne. 

Konklusion: Falsk

Sådan så opslaget ud:

Læs mere HER

Forklaring: Danske såvel som udenlandske facebookbrugere deler lige nu et opslag (se nederst), hvor der står, at man kan dræbe en stor del af virussen, hvis man går i sauna i 20 minutter.

Uddybning: ”Du får noget varmt, fugtig luft ned i lungerne, og det er egentlig ikke noget, der kan kurere noget som helst. Så jeg ved ikke, hvad rationalet bag skulle være,” siger speciallæge Christian Wejse fra Infektionsmedicinsk Afdeling Q på Aarhus Universitetshospital, til faktatjekmediet TjekDet. Han tilføjer:

”Hvis man har 40 i feber, synes jeg ikke, det er en god ide at sætte sig ind i en sauna. Feber er kroppens måde at sætte alarmberedskabet op, øge blodgennemstrømningen, så man kan få de hvide blodlegemer ud og bekæmpe infektion i kroppen. Så feberen er en hensigtsmæssig del af kroppens reaktion. Men hvis du har høj feber og vælger at sætte dig ind i en sauna, så kan det godt gå galt, fordi kroppen bliver alt for varm, og det kan man kollapse af.”

Konklusion: Falsk

Råd: Er du syg, så bliv liggende i din seng. Du må vente med at blive overophedet og rynket som en lædersofa i en sauna, til du er ovre på den anden side af sygdommen.

Sådan så opslaget ud:

Læs mere HER

... P.S. De her ting skal du også LADE VÆRE Med at gøre:

  • Holde den længe ventede Hawaii temafest (heriblandt at spille beer-pong, se fx denne her artikel)
  • Hænge ud med vennerne over en rullekebab eller en lunken kop urtete
  • Gå på Tinderdate med ham den søde med hundebillederne
  • Se det ske med DSB (læs: køre offentlig transport)
  • Dele knæskader ud på fodboldbanen (eller andre sportsgrene, der involverer tæt, fysisk kontakt)

Lyt i stedet til Daisy (eller læs Sundhedsstyrelsens anbefalinger) og gør følgende:

Ris, ros, spørgsmål eller gode idéer – alt er velkommen! Hvis du ønsker at skrive et debatindlæg til Spektrum eller bidrage med en anden form for indlæg til vores site, inklusiv video, kontakt os. Vi hjælper med at redigere indlægget eller videoproduktionen inden det publiceres online.

Læs vores privatlivspolitik inden, du accepterer den i kontaktformularen.

Ris, ros, spørgsmål eller gode idéer – alt er velkommen! Hvis du ønsker at skrive et debatindlæg til Spektrum eller bidrage med en anden form for indlæg til vores site, inklusiv video, kontakt os. Vi hjælper med at redigere indlægget eller videoproduktionen inden det publiceres online.

Læs vores privatlivspolitik inden, du accepterer den i kontaktformularen.