Foto i baggrunden: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

CORONA

Laura er lungesyg: sådan er det
at være ung og "udsat"

21. marts 2020  |  Caroline Tranberg

Derfor skal du læse med:

Som 15-årig fik Laura Kirstine Svangård en kronisk lungesygdom. Hun har lært at leve med den – lige indtil coronavirussen kom til Danmark. For når Mette Frederiksen taler om “de ekstra udsatte,” bliver hun mindet om, at hun er syg. Og så hjælper det heller ikke, at mange unge siger, at “corona jo kun rammer de gamle.” Her kan du læse om Lauras liv lige nu i 100% isolation.

P.S. Vil du også modtage Spektrums nyhedsbrev med undervisningsmateriale – så sker det lige HER

Laura Kirstine Svangård

Laura Kirstine Svangård

Jeg er 20 år og arbejder som personlig træner og fitnessinstruktør i DGI-Huset i Vejle.

Min fritid bruger jeg med kæreste, familie venner/veninder og træning.

Jeg har svær atypisk astma, så jeg er til tjek på hospitalet hver 3. måned.

Statsministeren taler meget om ”udsatte danskere” for tiden. Jeg er én af dem. 

Jeg har haft mange snakke med mine forældre og kæreste med følelserne helt ude på tøjet. Det har skabt en frygt og en tvivl i mig – for hvad skal jeg gøre? Jeg tænker over hver bevægelse, jeg gør, og så har jeg isoleret mig fuldstændig fra omverdenen.

Jeg har været kronisk lungesyg i cirka 5 år, og havde vænnet mig til, at skulle tage en masse forholdsregler. Coronavirussen har gjort, at jeg igen er blevet bevidst om, at jeg er syg. Og hver dag kommer der nye anbefalinger fra regeringen, overlæger, specialister, ens bekymrede mor (som er sygeplejerske og fra lungeforeningen. Det er hårdt.

Jeg er gået i 100% isolation

Imens jeg skriver det her, er jeg i isolation på 8. dag.

Jeg var ikke i tvivl om, at jeg var nødt til at gå i isolation, da coronavirussen kom til Danmark. Også selvom isolation er en af mine største frygter ved at have en lungesygdom. Jeg finder meget tryghed i hverdagen ved at være omkring andre mennesker. Så at være i et hus helt alene – kun i selskab med en lille hund – er hårdt. Men jeg har hurtigt fået skabt en form for hverdag.

Her er en typisk dag for mig:

Jeg vågner mellem 7 og 9.30 og spiser morgenmad. Hvis vejret er til det, går jeg en lang tur med min hund. Min kæreste og familie kommer nogle gange på besøg på den måde, at de står udenfor og snakker igennem vinduet. Og så har jeg aldrig brugt så meget tid på facetime. Jeg arbejder normalt som personlig træner, så jeg prøver også at få så meget træning ind i hverdagen. I morgen tror jeg måske, jeg skal bage og lægge en ansigts- og fodmaske, som jeg har fået i karantænegave af min familie.

opslag fra lauras facebook:

Lauras råd til andre i isolation:

“Det er helt normalt at få ”breakdowns” i løbet af dagen, hvor man kommer til at overtænke. Tag én dag af gangen. Træk vejret helt ned i maven.”

“Skab en hverdag i isolation, som fungerer for dig. Hvis det er at ligge på sofaen og tømme netflix – go for it. Er det at gå i hverdagstøj, gå nogle ture og læse en bog – go for it. Bare det fungerer for dig!”

”Men corona rammer jo kun de gamle…..”

Jeg kan godt forstå, at folk tror, coronavirussen kun rammer gamle. Det var lidt det, som blev meldt ud i starten, og så også ”de kronisk syge og dem med nedsat immunforsvar”. Her har unge måske ikke tænkt over, at der også findes unge med nedsat immunforsvar – som mig.

Jeg har prøvet at sætte mig ind i, hvorfor mange unge tænker, at en fest eller en tur i biografen stadigvæk er en god idé, og hvorfor de ikke lytter til Mette Frederiksens anbefalinger i TV’et. Og jeg kan faktisk godt forstå, at unge som fx er flyttet hjemmefra, synes, det er træls, pludselig at skulle lytte til deres forældre eller statsministeren igen.

Man er vant til at stå på egne ben og være ude til mange sociale arrangementer (med krammere), og pludselig siger nogen, at man ikke må det længere. Men man må huske på, at det kun er for en stund. Jo færre der bliver smittet, jo hurtigere får vi styr på situationen og kan komme tilbage til hverdagen igen.

Jeg er bange for at blive mere syg

Jeg har for lang tid siden accepteret, at jeg er syg. Jeg har på en måde taget den i hånden og gjort den til en del af mig. Men selvfølgelig er jeg berørt af coronavirussen alligevel.

Jeg er bange for at blive mere syg. Men det vil jeg altid være, for jeg ved ikke, hvad det indeholder at blive mere syg. Og selvom corona er nyt for lægerne, er de så dygtige til deres arbejde og jeg ved, at de passer på os.

Jeg er ikke bange for at dø, men jeg er bange for, ikke at skulle være sammen med dem, jeg elsker. Det er også derfor, jeg er gået i isolation. Jeg har sat mit hverdagsliv på pause, så jeg forhåbentlig kan undgå at blive smittet. Jeg tager ingen chancer.

Lauras opfordring til andre unge:

“Det kan ramme dig, din bedste veninde, din farmor, din mor, din kollega eller en anden, du har kær. Nogle oplever næsten ingen symptomer, andre ender på intensiv i respirator (også selvom de var raske inden).”

“Hvis dem du elsker, ender der, kan du ikke være der for dem. Så bliv hjemme og lær at røvkede dig. Det redder menneske liv!”

Ris, ros, spørgsmål eller gode idéer – alt er velkommen! Hvis du ønsker at skrive et debatindlæg til Spektrum eller bidrage med en anden form for indlæg til vores site, inklusiv video, kontakt os. Vi hjælper med at redigere indlægget eller videoproduktionen inden det publiceres online.

Læs vores privatlivspolitik inden, du accepterer den i kontaktformularen.