UDDANNELSE

Efter fem forskellige skoler: Uddannelsessystemet gav mig ikke det, jeg havde brug for

1. december 2020  |  Caroline Tranberg

Derfor skal du læse med:

Lucas Grøndal har gået på fem forskellige skoler, men han synes ikke at nogle af dem, har passet til ham. Han fortæller sin historie, fordi han vil gøre politikerne opmærksomme på problemerne i det danske skolesystem. 

Lucas Grøndal

Lucas Grøndal

Jeg er 22 år og elev på FGU Øresund i Helsingør.

Jeg går på EGU-linjen og er lige nu i praktik på et museum. Jeg er også en del af FGU's elevorganisation Modstrøm.

Jeg har nu gået i folkeskole, på Rudolf Steinerskole, erhvervsskole, på en produktionsskole og går i dag på den nye FGU-uddannelse. Hver gang jeg følte mig nødsaget til at skifte skole, var det af en ny årsag.

Jeg var aldrig direkte tvunget til at skifte skole. Jeg var hverken mobber, mobbeoffer eller belastet på nogle af de områder, der får folk til at skifte skole.

Jeg var bare frustreret. For selvom jeg har gået på fem forskellige skoler, følte jeg ikke, at nogle af dem gav mig det, jeg havde brug for.

FAKTA: Lucas' bud på, hvordan politikerne kan give bedre vilkår for skoler og elever

  1. Stop med at sætte kvantitet over kvalitet og tro at man kan spare på uddannelserne, uden det har negative konsekvenser for lærere, elever og forældre.
  2. Invester flere penge i skolerne og sæt flere ressourcer af til forskning på uddannelsesområdet og udvikling af fremtidens skoler.
  3. Lyt til, hvad elevorganisationer, forskere og aktører siger, når de sætter fokus på problemerne og kommer med konstruktive løsningsforslag. 

Folkeskolen var en stor oplevelse for mig. Jeg kan huske at jeg følte mig meget stolt over at være den, der gik i skole, mens mine andre søskende stadigvæk gik i børnehave. Jeg vidste, at hvis jeg gjorde mit bedste her, skulle jeg nok blive til noget en dag. 

Der var umiddelbart ikke noget i vejen i indskolingstiden. Jeg var for lille til at kunne se mig selv udefra, og prøvede bare at passe ind så godt, jeg kunne. Jeg havde nogle kompetente og omsorgsfulde lærere, og nogle rolige og veltilpassede klassekammerater.

Udover at være lidt mere tænksom end de fleste, var jeg fra en tidlig alder ret opmærksom på min egen personlige udvikling. I indskolingen var jeg for lille til at se mig selv udefra. Jeg prøvede bare på at følge med og passe ind så godt, jeg kunne. Det fungerede helt fint i nogle år.

I løbet af mellemskolen opstod der et stærkere ønske om at udvikle mig personligt på nogle nye områder, jeg ikke kendte så meget til; proaktivitet, kunstnerisk kreativitet, håndværk, omstillingsparathed, samarbejdsevne og personlig udvikling – alt sammen noget, der var dårligt repræsenteret i undervisningen på det tidspunkt. Udadtil var jeg en glad og flittig elev, men indadtil opbyggedes der, som tiden gik, en større og større frustration.

Jeg opdagede snart, at undervisningen i udskolingen var endnu mere ensidig, end den havde været i mellemskolen. Skolereformen betød blandt andet mange flere timer i skole, uden at der var den store forandring i form og indhold. Det var dråben, der halvvejs igennem 8. klasse fik mig til at søge over til Steinerskolen.

På Rudolf Steiner skolen fik jeg mulighed for at få nogle nye succesoplevelser og udvikle mig på de fleste af de områder, jeg efterspurgte i Folkeskolen. Jeg trivedes med deres originale undervisningsform og fokus på håndlavede materialer. Der var bare et enkelt problem, nemlig at statens krav til 10., 11. og 12. klasses pensum tog på ingen måde højde for Steinerskolens fokus på håndlavede og gennemarbejdede opgaver.

I løbet af 10. klasse opstod der således det problem: Mængden af opgaver blev for stor til, at jeg kunne følge med.

Jeg var indtil da meget motiveret og forsøgte at yde den størst mulige indsats ved hver enkelt opgave – jeg udsmykkede de håndskrevne periodehæfter og jeg satte et personligt præg på de skriftlige og kunstneriske opgaver. Det hjalp heller ikke, at jeg var (og stadig er) omhyggelig og lang tid om projekterne. Og hvad værre var, at jeg var stædig, og modvillig imod at gå let hen over de opgaver som jeg ikke kunne nå. Jeg synes at det var spild af tid hvis jeg ikke fik et resultat jeg kunne være tilfreds med.

Læreplanen tog ikke højde for mit ekstra arbejde og langsomme tempo. Den frustration, stress og følelse af nederlag, som fulgte, fik mig til at ville tage en pause fra Steinerskolen og alle former for uddannelse i det hele taget. Jeg droppede ud halvvejs igennem 10. klasse.

Tre sabbatår senere fik jeg lyst til igen at begynde på en uddannelse. Uddannelsesloftet fungerede i mellemtiden som et afskrækkende element, der fik mig til at holde lidt igen med nye beslutninger om uddannelse, indtil jeg var helt sikker i min sag.

Jeg havde i løbet af årene fået tid til at reflektere lidt over mine oplevelser, lave noget frivilligt arbejde og bruge tiden på mine egne kreative projekter. Jeg blev undervejs nysgerrig på at tage en erhvervsuddannelse – mest, fordi det var anderledes end noget, jeg tidligere havde prøvet. Jeg skulle nu lære at bygge, reparere og vedligeholde alle former for træ-og glasfiberbåde.

Jeg var vældig tilfreds med bådbygger-uddannelsen på trods af, at jeg blev nødt til at stoppe efter et lille halvt år. Min sarte hud kunne ikke klare arbejdet med de epoxy og polyester-præparater, som vi blev uddannet i at bruge.

Så jeg gik turen videre til produktionsskolen på en krea- og eventlinje. Her fik jeg mulighed for at lave noget praktisk, plads til at gøre tingene i mit eget tempo og i det hele taget nogle gode rammer for at få afprøvet en masse forskellige uddannelsesretninger. 

På skolen mødte jeg mange elever, der på den ene eller anden måde var faldet igennem skolesystemet, og havde brug for ekstra tid og ro til at komme tilbage på sporet.

De fortalte alle om skoler, der i en eller anden grad ikke havde ressourcer til at tage sig af dem, om uforstående lærere, forstyrrende klassekammerater og en bred vifte af psykiske udfordringer og diagnoser som resultat deraf. Det var ret voldsomme historier, og noget der bekræftede mine egne erfaringer – at skolen havde, og stadigt har, store strukturelle udfordringer som ikke ville kunne løses på en enkelt eftermiddag.

Samtidigt med at mit skoleforløb lakkede mod enden, skulle alle produktionsskolerne ændre form og blive til den nye forberedende grund uddannelse – FGU.

Jeg valgte at fortsætte på denne ”nye” skole, på den erhvervsrettede linje, fordi jeg nogle måneder forinden havde fundet et fedt praktiksted, som jeg gerne ville arbejde videre på.

I den forbindelse blev jeg medlem af elevorganisationen Modstrøm. Her var de unge i fokus.

Jeg fik her fornøjelsen af at arbejde sammen med en stor gruppe engagerede, kreative og ret fantastiske mennesker. Vi startede ud med at fokusere på bevaringen af de kvaliteter der kendetegnede min (og mange andres) oplevelse af produktionsskolen; friheden, det stærke fællesskab, overskuddet og ressourcerne til den enkelte elev, og meget mere. 

Vi gjorde en stor indsats for at sikre at produktionsskole/FGU-elevernes ønsker ikke blev overhørt undervejs i processen, og fortsatte derfra med at etablere os som en dedikeret og engageret elevorganisation.

Jeg blev positivt overrasket over, hvor stor lydhørhed og tilslutning der var til vores kampagner og initiativer og ikke mindst den store tilslutning fra alle FGU-skolerne. Vi havde masser af opbakning allerede fra starten af, og der var ingen mangel på interesserede FGU-elever til at deltage i vores events/kampagner og støtte os i vores arbejde.

Det var på FGU, det slog mig, at vi alle har et ansvar for at stå frem, fortælle om vores erfaringer og hjælpe samfundet med at forme de bedst mulige uddannelser for de kommende generationer.

Det her er selvfølgelig bare min historie.

Alle de skoler som jeg har gået på i tidens løb, har haft vidt forskellige styrker og svagheder. Generelt har de dog alle lidt under regeringernes spare-øvelser og øgede krav til såkaldt ‘effektivisering’.

Men hvis beslutningstagerne ikke bliver gjort opmærksomme på skolernes udfordringer, kan der gå meget lang tid, før noget bliver ændret til det bedre.

For hvad ved vi egentligt om den optimale skolegang, udover det som vores egen skolegang har lært os?

Min rejse i uddannelsessystemet slutter ikke her. Jeg har i skrivende stund planer om at begynde på en HF efter sommerferien. Men hvor jeg ender derefter, er stadigvæk uvist. Der vil nok gå noget tid endnu, før jeg finder ud af det, men jeg er heldigvis et særdeles tålmodigt menneske.