Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

VERDENSMÅL

Ny rapport: Corona kan sætte verdensmål 4  om kvalitetsuddannelse i fare

Derfor skal du læse med:

Synes du, fjernundervisning har været slemt? Så forestil dig, at du slet ikke havde muligheden for at få undervisning under corona. Sådan har det været for unge flygtninge i udviklingslande. Og det står så slemt til, at verdensmål 4 om ’kvalitetsuddannelse til alle’ potentielt kan være i fare, skriver FN i en ny rapport.

Mange forbinder corona med en sundhedskrise. Men det er også en uddannelseskrise, som særligt går ud over unge flygtninge.   

Det skriver FN’s flygtningeorganisation (UNHCR) i en ny rapport, hvor de samtidig advarer om, at muligheden for at leve op til verdensmål 4, er i fare.

Lige nu går næsten halvdelen af de flygtninge i udviklingslande, som ellers er i skolealderen, ikke i skole. Og selvom det er bedre end de seneste år, truer corona-pandemien med at rulle fremskridtet tilbage, skriver de i rapporten.

Elisabeth Arndorf Haslund er talsperson for UNHCR i Danmark og bekymret for de mange unge flygtninge i udviklingslande som Kenya og Jordan, der på grund af corona ikke får undervisning lige nu. 

For unge i udviklingslande er mobiltelefoner, bærbare computere, internetforbindelse, endda radioer ikke nødvendigvis tilgængelige for at kunne facilitere hjemmeundervisning, siger hun.

FAKTA: Hvad er Verdensmål 4?

Verdensmål 4 handler om at sikre kvalitetsuddannelse til alle. Det første delmål lyder: 

“Inden 2030 skal det sikres, at alle piger og drenge gennemfører gratis, rummelig grundskoleuddannelse i høj kvalitet, der fører til relevante og effektive læringsresultater.”

193 lande har forpligtet sig til at kæmpe for de 17 verdensmål. 

Kilde: Verdensmaalene.dk

Værst for flygtningepigerne  

Især pigernes undervisning bliver hårdt ramt. Halvdelen af de flygtningepiger, der inden pandemien var i gang med en ungdomsuddannelse, vil ikke vende tilbage, når klasselokalerne åbner igen. Det vurderer Malala Fonden, som kæmper for, at alle piger går i skole, ud fra rapporten. 

Tallene springer også i øjnene, når vi ser på rapportens tal for, hvor mange der er tilmeldt henholdsvis en grundskole, ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse. Springet går fra 77 procent i grundskolen til 3 procent på en videregående uddannelse. 

”Det er foruroligende at se, hvordan flygtninges deltagelse i uddannelse falder med alder og niveau, så mange ikke får en ungdomsuddannelse, og stadig færre har mulighed for at tage en videregående uddannelse,” siger Elisabeth Arndorf  Haslund.  

Corona må ikke stå i vejen for verdensmål

Coronavirussen må ikke stå i vejen for den vigtige kamp om at sikre skolegang, som 193 lande i FN med verdensmålene er enige om at arbejde for, mener Elisabeth Arndorf Haslund.

Flygtningebørn skal inkluderes i nationale skolesystemer og have lige adgang til kvalitetsuddannelse, præcis som verdensmål 4 sætter det som en ambition for alle børn over hele verden. 

Det kræver en kombineret og koordineret indsats for regeringer, uddannelsessektoren, NGO’er og den private sektor,” siger hun.

FAKTA: DET STÅR DER I rapporten 

  • Lige nu går 48 procent af alle flygtninge i skolealderen ikke i skole.
  • 77 procent flygtningebørn er tilmeldt en grundskole. 
  • 31 procent er tilmeldt en ungdomsuddannelse.
  • 3 procent er indskrevet på en videregående uddannelse.
  • Rapporten bygger på data fra 12 lande, der huser mere end halvdelen af verdens flygtningebørn: Chad, Ethiopien, Irak, Jordan, Kenya, Libanon, Pakistan, Rwanda, Syd Sudan, Tanzania, Tyrkiet, Uganda. 

Kilde: UNHCR Danmark